Direktør: Afgørende runde med tre kandidater
Det er sæson for nyansættelser af direktører i Syddjurs Kommune. Mandag ansættes endnu en af slagsen
Syddjurs Kommunes kommende kommunaldirektør Rasmus Møller er med, når der mandag afholdes anden og sidste samtalerunde til den anden direktørstilling, som Syddjurs Kommune skal have besat inden årsskiftet.
En stilling, der blev ledig, da direktør Jørgen Andersen efter sommerferien meddelte, at han pakkede sit kontor ned, når det nye år ringede ind.
Tre potentielle emner skal eksamineres en ekstra gang mandag. Kandidaterne er blevet præsenteret for en aktuel problemstilling på forhånd, og den skal de ’problemknuse’ ved mandagens afgørende samtale.
Snart forhenværende Jørgen Andersen har haft ansvaret for en række forskellige afdelinger inden for de store velfærdsområder i sin Syddjurs tid.
Der lægges også op til i jobbeskrivelsen, at den nye direktør skal fortsætte, hvor Jørgen Andersen slipper:
”Der er en forventning om, at direktøren er en vidende, analyserende, pædagogisk og løsningsorienteret rådgiver, når det gælder økonomien på de store udgiftsposter inden for det sociale område, sundhedsområdet og de andre velfærdsområder, der kræver særlig rettidig omhu i opfølgning og styring.”
Vedkommende skal også bidrage til, at der ikke kommer støj på linjen i den øverste ledelse, så der nærmest eksisterer en musketérånd de tre chefer imellem. Det handler simpelthen om:
”At samle og konstituere sig som direktion – det vil sige at skabe et ledelsesfagligt og et personligt fællesskab, som får politikere, ledere og medarbejdere til at opleve tre direktører, der står sammen om et velkommunikeret projekt. Direktionen og direktørerne skal markere sig som ledere af organisationen og rådgivere af Byrådet på et klart og velafstemt grundlag.” BINGO
3 måske 4
Ledelsestrojkaen i Syddjurs vil fra 2021 bestå af den nye kommunaldirektør Rasmus Møller, den nye direktør, som først kendes efter mandagens samtalerunde og veteranen Poul Møller, der for nuværende er konstitueret som kommunaldirektør.
Opgavefordelingen mellem de tre direktører lægges først fast, når alle tre chefers profiler kendes, og de har haft første arbejdsdag sammen.
I hele det hurlumhej, der opstod i forsommeren 2020, da daværende kommunaldirektør Jesper Hosbond Jensen blev bedt om at pakke sin taske og rydde sit skrivebord, blev kommunens økonomiske orakel, stabschef Thomas Møller Palner, forfremmet til konstitueret direktør med reference til beskæftigelsesområdet.
Han fortsatte sideløbende som stabschef for Budget og analyse, Finans og indkøb og IT og Digitalisering samt HR og Løn.
Det ligger i kortene, at Palner hopper tilbage til sin tidligere position, men der har for ikke så længe siden været en dagsorden på bordet i Økonomiudvalget om at opruste direktionen med yderligere en direktør, så det er ikke utænkeligt, at det bliver et tema igen. Syddjurs Kommune lønner cirka 3.200 medarbejdere - heraf cirka 140 er ledere med budget- og personaleansvar. Institutions- og afdelingslederne refererer til medlemmerne af koncernledelsen, der består af syv fagchefer og de tre direktionsmedlemmer.