Fortsæt til indhold

Ryomgård Børnehus popper atter op

Fællesbestyrelsen og lederen af de to kommunale børnehaver i Ryomgård beder i en henvendelse til Syddjurs Kommune om, at tankerne om et Ryomgård Børnehus igen kommer på den politiske dagsorden

Samfund

De to daginstitutioner i Ryomgård, Ringvejens Børnehus og Poppelvejens Børnehave, er to selvstændige institutioner, men med fælles bestyrelse, fælles ledelse og fælles budget.

I et par omgange tidligere har et fælles Ryomgaard Børnehus spøgt på den politiske dagsorden, men uden at det har affødt andet end lidt vaklen frem og tilbage i geledderne og slutteligt små rejehop på stedet.

For et par år siden anede man et nyt børnehus i Ryomgård ude i horisonten. Et børnehus, der skulle samle de to daginstitutioner.

Flere muligheder blev bragt i forslag til placering: 1. Arealer foran og bagved Marienhoffskolen 2. Et areal nær det nuværende Ringvejens Børnehus, som imidlertid også var/er i spil til at skulle huse 40 nye plejeboliger.

Sagt ultrakort: Der var ikke den fornødne opbakning hverken hos børnehaverne eller generelt i Ryomgård til at samle de to institutioner i et fælles Ryomgård Børnehus.

Det bliver måske tilfældet nu, for fællesbestyrelsen, der har Carina Rosengaard som formand, har rettet henvendelse til Syddjurs Kommune for igen at få bragt Ryomgård Børnehus på den politiske dagsorden.

Det sker i første omgang som en orienteringssag på næste møde (onsdag 9. december) i Udvalget for Familie og Institutioner (FI).

”Der er kommet en henvendelse fra fællesbestyrelsen til udvalget, og den kommer i første omgang på dagsordenen som en orienteringssag, så politikerne kan beslutte, om henvendelsen skal have politiske konsekvenser,” siger skolechef, Per Viggo Larsen, Syddjurs Kommune.

FI-udvalgsformand Kirstine Bille (SF) hilser henvendelsen velkommen. Hun har selv tidligere talt varmt for en fælles løsning i Ryomgård, bl.a. på et offentligt møde i byen, hvor hendes begejstring dog ikke blev mødt af jublende arme.

”Men nu kan det være, at indstillingen har ændret sig. Henvendelsen kommer jo i hvert fald fra den fælles bestyrelse denne gang og ikke fra hverken politikere eller embedsværket,” siger Kirstine Bille, der forventer, at FI-udvalget bider til bollen og gør Ryomgård Børnehus til et politisk tema - igen.

Ændringer lokalt

Siden sidste gang temaet var oppe at vende, er der flere lokale forhold, som ifølge fællesbestyrelsen og leder af de to børnehaver, Charlotte Thastum, taler for, at tiden igen er moden til at tale om Ryomgård Børnehus.

”Poppelvejens fysiske forfatning har nået et niveau nu, hvor der skal tages stilling til, om der overhovedet skal bruges penge på at renovere den. Børnehaven er vældig hyggelig, men den er på ingen måde ført up-to-date,” siger Charlotte Thastum.

Endvidere fornemmer de to kommunale børnehaver konkurrence fra den private børnehave i byen, som Ryomgård Realskole har startet.

”Det kan vi naturligvis mærke, fordi de forældre, der allerede tidligt ved, at deres barn skal gå i skole på Realskolen, selvfølgelig vælger, at de også skal starte i børnehaven her,” siger Charlotte Thastum.

Udfordringen forstærkes yderligere af, at børnetallet ikke ser ud til at stige væsentligt de kommende år. Så spørgsmålet er helt aktuelt, om der overhovedet er plads til tre daginstituioner i en by som Ryomgård?

Området er der

Fællesbestyrelsen peger på, at et Ryomgård Børnehus med fordel kan placeres op mod det areal, der i folkemunde i Ryomgård er døbt ’Cirkuspladsen’, overfor det nuværende Ringvejens Børnehus.

”Arealet har der været peget på før, men det ligger også perfekt til at lave en god og ordentlig løsning. Der er allerede gode parkeringsforhold, en herlig legeplads og området ligger centralt placeret. Det vil være meget lidt forstyrrende for alle parter at placere et Ryomgård Børnehus her. For Syddjurs Kommune må det handle om at lave et godt, offentligt og tidssvarende tilbud i Ryomgård,” lyder det fra Charlotte Thastum.

Den store løsning med plads til 120 børn mødte modstand for år tilbage, da et sådan forslag kom i spil på et andet areal i byen, og det er da heller ikke den store mastodont løsning, som fællesbestyrelsen og den nuværende leder nu pludselig plæderer for.

”Vi er enige om at anbefale en fælles løsning på samme areal. Hvordan Ryomgård Børnehus skal indrettes, så det tilgodeser børn, medarbejdere og forældre bliver en selvstændig dagsorden. Nu og her handler det om, at vi peger på nogle problemstillinger, som gør det nødvendigt at få diskuteret planerne om et Ryomgård Børnehus igen,” siger Charlotte Thastum.

Hun har været leder i Ringvejens Børnehus i den ombyggede købmandsbutik på Nordre Ringvej i 24 af børnehavens 25 leveår.

Charlotte Thastum fik også Poppelvejens Børnehave under sin lederhat pr. 1. januar 2020 efter, at Syddjurs Byråd i september 2019 nikkede ja til fælles bestyrelse, fælles ledelse og fælles budget.

FAKTA

Pr. 1. december 2020 er status:

Poppelvejens børnehave har 40 børn indskrevet og plads til 65 børnehavebørn (Kilde: Institutionsleder)

Ringvejens vuggestuedel har 20 børn indskrevet - lig med nuværende maksimum (Kilde: Institutionsleder)

Ringvejens børnehavedel har 51 børn indskrevet og plads til 60 børn (Kilde: Institutionsleder)

Ryomgård Realskoles Børnehus har pt. 26 børn indskrevet (Kilde: Syddjurs Kommune)

Charlotte Thastum siger til Lokalavisen, at hun forventer en stigning i antallet af børnehavebørn frem til april 2021 i både Ringvejen og Poppelvejen, så man lander på 55 børn i førstnævnte og 45 i Poppelvejen.

27 børn går videre i tidlig SFO 1. april, og siden kommer der løbende 25 børn over de næste måneder til de to børnehaver