Fortsæt til indhold

Gør julens strøgture billigere: Her bliver det gratis at parkere i Aarhus' midtby

I de kommende uger bliver det gratis at parkere sin bil ved Navitas ved havnen i Aarhus.

Samfund
sbl

For alle de, der skal have ordnet de sidste julegaveindkøb i dag eller ned at bytte gaver mellem jul og nytår, er der i dag godt nyt, hvis man vil tage bilen ind i byen.

Aarhus Kommune indfører nemlig fire timers gratis parkering i Navitas, oplyser de i en pressemeddelelse.

Frem til 9. januar vil bilister kunne smide vognen gratis i parkeringshuset i fire timer i tidsrummet 8-23, og det håber rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek, at mange vil benytte sig af:

»Det har jo desværre vist sig, at corona-smitten er meget vedholdende og fortsætter med at præge vores hverdag og vaner. Jeg håber dog, at aarhusianerne og byens besøgende stadig vil tage en tur til Midtbyen for at købe julegaver og hygge sig, og så vil jeg opfordre til, at man sørger for at udnytte, at butikkerne har åbent i mange timer, så alle ikke kommer sidst på eftermiddagen,« siger han i pressemeddelelsen.

Samtidig kommer rådmanden med en opfordring til, at de handlende husker afstanden i butikkernes og midtbyens travle tid.

»Det er stadig vigtigt, at vi husker at handle med omtanke, og at vi holder afstand særligt, når vi er ude, hvor der færdes mange mennesker. Samtidig er det en håndsrækning til det lokale erhvervs- og handelsliv, som i allerhøjeste grad har mærket og stadig mærker konsekvenserne af corona-smitten,« siger Bünyamin Simsek.

Det er ikke muligt at forlænge parkeringen til mere end de fire timer - heller ikke mod betaling.