Ny PPR leder hentet i Favrskov Kommune
Christina Rovding Vingborg tiltræder som skoleleder af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Syddjurs ved årsskiftet
Først hentede Syddjurs Kommune sin nye kommunaldirektør hos Favrskov Kommune, og næppe var blækket på den kommende chefs ansættelseskontrakt tørt, før skolechef (Børn og Læring) Per Viggo Larsen kunne fortælle, at den nye leder af Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) også er hentet i Favrskov Kommune.
Christina Rovding Vingborg hedder hun. Hun bor i Lystrup.
Hende indstillede et enigt ansættelsesudvalg uden svinkeærinder til stillingen som ny skoleleder af PPR Syddjurs fra 1. januar 2020.
Christina Rovding Vingborg kommer fra en stilling som afdelingsleder af PPR Psykologrådgivningen, Favrskov Kommune, hvor hun har været siden 2018.
Forbi Norddjurs
Inden da var hun et smut forbi Norddjurs Kommune i næsten ni år - en del af tiden som leder og koordinator af PPR i Norddjurs Kommune.
Christina Rovding Vingborg er uddannet cand. psych og har både en diplom i ledelse og Den fleksible masteruddannelse i offentlig ledelse som faglig baggrund til at gå ind i arbejdet. Der var 21 ansøgere til stillingen.
Christina Rovding Vingborg afløser Ann McCormick, der har søgt nye udfordringer, som det i den kommunale jargon ved jobskifter på chefniveau.
0-18 årige
PPR er en tværfaglig organisation bestående af 26 ansatte, fordelt på psykologer, tale- og hørekonsulenter, pædagogiske konsulenter, ergo- og fysioterapeuter og læringsvejledere.
PPR giver råd og vejledning om børn og unge (0-18 år) med specialpædagogiske problemstillinger til det pædagogiske personale institutioner, skoler og til børnenes og de unges forældre.
PPR Syddjurs er organisatorisk forankret i Børn og Læring.
I praksis understøtter og samarbejder PPR på tværs af kommunens indsatsområder.