Julehjælp: 61 Syddjurs familier har allerede søgt økonomisk hjælp til at klare julen
Sidste år søgte i alt 14.600 familier fra hele landet Julehjælp – heraf 74 familier fra Syddjurs Kommune. Tallet forventes at stige til nye højder i 2020
1. november åbnede Dansk Folkehjælp for ansøgningerne til årets Julehjælp for fattige og udsatte børnefamilier, og godt midtvejs i ansøgningsrunden har 61 Syddjurs familier søgt økonomisk hjælp til at klare julen.
Dansk Folkehjælp har senest oplevet et en stigning på op til 50 procent i ansøgertallet til deres Feriehjælp i sommeren 2020, og derfor har organisationen en trist formodning om, at også ansøgertallet til Julehjælp vil nå nye, kedelige højder i år. Sidste år søgte i alt 14.600 familier fra hele landet Julehjælp – heraf 74 familier fra Syddjurs Kommune.
Siden 2006 har Dansk Folkehjælp med deres julehjælp hjulpet fattige og udsatte børn og familier i Danmark. Efterspørgslen på Julehjælp er dog steget år for år, og med corona-pandemiens tag i det danske arbejdsmarked forbereder organisationen sig på det måske største ansøgerfelt hidtil.
Hvis Dansk Folkehjælp skal hjælpe flest mulige udsatte børn og deres familier til en bedre jul, får organisationen brug for al den hjælp, de kan mønstre. Dansk Folkehjælp håber, at der netop i år vil være en større solidaritet til at støtte organisationens Julehjælp.
FAKTA
Familierne, der modtager julehjælp, skal være enlige forsørgere på overførselsindkomst og have hjemmeboende børn under 18 år
Med henblik på at sikre, at kriterierne opfyldes, godkendes alle ansøgninger af bopælskommunen i bestræbelserne på, at de familier, der trænger mest, får hjælp
Ansøgningen åbnede søndag d. 1 november og lukker mandag den 30. november 2020
Julehjælp kan søges via dette link: https://ansogning.folkehjaelp.dk/