Fortsæt til indhold

"Hvorfor skifter børn skole?"

Det tidligere byrådsmedlem fra Mørke spørger til, hvordan politikere og embedsværk bliver opdateret, når et barn skifter skole

Samfund

Der er frit skolevalg i Danmark. Derfor har forældre som udgangspunkt ret til at flytte deres barn til anden skole.

Hvis skoleskiftet er inden for den samme kommunens skolevæsen, skal man kontakte skolen eller skoleforvaltningen.

I nogle kommuner klares et skoleskift direkte imellem den modtagende og afleverende skole – i andre kommuner sker der en sagsbehandling i forvaltningen, hvor den afleverende og modtagende skole udtaler sig til sagen.

I Syddjurs Kommune er førstnævnte gældende.

På sidste uges byrådsmøde, hvor der ikke var adgang for tilhørere, spurgte tidligere byrådsmedlem Flemming Hansen in absentia i spørgetiden, om man i Syddjurs præcis ved, hvorfor en dreng eller pige vælger at skifte skole.

”Har I et skema, som forældrene kan udfylde med en forklaring på det valgte skoleskifte,” spurgte Flemming Hansen via borgmester Ole Bollesen.

Det samme spørgsmål har han tidligere stillet i byrådssalen uden at få et tilfredsstillende svar, ifølge ham selv.

Vigtigt at kende årsagen

”Jeg har altid interesseret mig for temaet, også mens jeg selv sad i byrådet,” fortæller Flemming Hansen.

”Jeg savner konkrete svar fra vores skoleforvaltning på, hvordan der bliver taget hånd om et skoleskifte ude på skolerne.”

Konkret kender Flemming Hansen til 8-9 sager i dette skoleår, hvor elever på Mørke Skole har valgt at skifte skole.

”De pågældende forældre er mig bekendt ikke blevet kontaktet og afkrævet et svar på årsagen til skoleskiftet. Jeg kritiserer ikke Mørke Skole, men jeg kunne godt tænke mig, at der var fælles retningslinjer i Syddjurs udstukket af det politiske udvalg (FI-udvalget), så vi får sikker viden om, hvorfor et barn skifter skole, og det kan der bestemt være mange gode forklaringer på.”

Ikke fælles politik

Skolechef Per Viggo Larsen, Syddjurs Kommune, siger, at det er en sag for den enkelte skole at følge op på, når der sker et skoleskifte.

”En skoleledelse vil altid forholde sig til årsagerne til et skoleskifte både den ene og den anden vej, og det er jeg ikke i tvivl om, at vores skoleledere gør,” siger Per Viggo Larsen.

”Det frie skolevalg gør, at generelt flere skifter skole i dag, og det behøves bestemt ikke at være negativt. Som forvaltning kigger vi ekstra på det, hvis vi kan se, at mange børn over kort tid forlader en skole, men ellers er det skoleledernes job at følge op på et skoleskifte.”

Ikke i tvivl

Anne Fuglsang Schou, blev leder af Mørke Skole og Børnehus fra det nye skoleårs start.

Hun nikker genkendende til, at der i dette efterår er 8 elever, som har skiftet Mørke Skole ud med enten Rønde Skole eller Rønde Privatskole.

”Årsagerne er flere, som vi i skoleledelsen kender til. Der er tale om et enkelt barn i 6. årgang, men ellers er det elever på 7. og 8. årgang,” siger Anne Fuglsang Schou.

”I nogle tilfælde har der været et længere forløb med eleven, som ligger før min tid på skolen. Det har så ført til, at forældrene i samråd med deres barn har valgt en anden skole.”

”Der er også forældre, som mener, at deres barn skal prøve en ny skole i de tre sidste skoleår, så årsagerne er ikke entydige, men vi i skoleledelsen har fået en forklaring, og det beder vi om at få hver gang,” fastslår Anne Fuglsang Schou..