Fortsæt til indhold

COVID-19: DaMuCo aflyser alle koncerter

Fire planlagte koncerter i de to sidste måneder af 2020 er skrottet efter, at regeringen har strammet restriktionerne for at mødes yderligere

Samfund

Efter at have ligget brak i en lang periode vejrede Danish Music Consort (DaMuCo) med base i Ebeltoft morgenluft og tro på, at året trods alt kunne afsluttes med fire klassiske koncerter.

Programmet var søsat og meldt ud i offentligheden, men Corona-situationen er den ubekendte i en enhver ligning lige nu, så da regeringen forleden strammede restriktionerne yderligere og gjorde det vanskeligere at mødes i større sammenhænge, valgte DaMuCo at skride til aflysninger af samtlige fire planlagte koncerter.

”På baggrund af regeringens stramninger, mener vi ikke, det er forsvarligt at afholde dem. Beklager,” lyder det fra Dorthe Høst, marketingansvarlig hos DaMuCo.

”Vi vender stærkt tilbage, så snart der er en nedgang i smittetallene igen og dermed opfordring til re-åbning fra regeringens- og sundhedsmyndighedernes side,” lover hun.