Ambulancedrift: Region Midtjylland og Falck deler 60/40
Et flertal i Regionsrådet har besluttet at hjemtage driften af yderligere 21 ambulancer med baser i blandt andet Horsens, Skanderborg, Randers og på Djursland
Regionsrådet besluttede i dag, at 60 procent af ambulancerne i Region Midtjylland fremover skal drives af regionen selv, mens Falck skal drive de resterende 40 procent.
Liberal Alliance, Enhedslisten og Psykiatri-Listen undlod at stemme.
I forvejen havde Regionsrådet besluttet, at Region Midtjyllands Præhospital fra 1. kvartal 2021 skal drive alle regionens 10 akutlægebiler og 21 af 69 ambulancer fra 1. februar, 1. marts og 1. april 2021.
Med onsdagens beslutning har Regionsrådet besluttet at hjemtage driften af yderligere 21 ambulancer med baser i blandt andet Horsens, Skanderborg, Randers og på Djursland med start 1. december 2021.
27 til Falck
De øvrige 27 ambulancer med baser i Holstebro, Herning og Viborg skal drives af Falck, der også skal sørge for hovedparten af Region Midtjyllands liggende/hvilende patienttransporter.
Beslutningen om at hjemtage yderligere ambulancer er truffet som en del af det netop afsluttede offentlige udbud af ambulancekørsel. Tre selskaber prækvalificerede sig og afgav tilbud. De to øvrige var hollandske Bios og danske PreMed med base i Kolding.
En prækvalifikation er en indledende udvælgelsesfase, hvor de bedst kvalificerede ansøgere får mulighed for at afgive en ansøgning på at deltage i et udbud.
Kan gøre det billigere
Kontrolberegninger viser, at Region Midtjylland selv kan drive ambulancerne billigere end de leverandører, der afgav tilbud. Isoleret set taler det for at hjemtage hele ambulancedriften, men det ønsker Regionsrådet ikke, fremgår det af den pressemeddelelse.
”Vi vægter fremtidig konkurrence højt og ser ikke udelukkende på økonomien. Vi har derfor valgt en kombination af privat og offentlig ambulancedrift – også selvom det reelt ikke er den billigste løsning,” udtaler Regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Selvom konkurrencen altså på kort sigt har en pris, så sparer den valgte kombination af regional og privat ambulancedrift årligt Region Midtjylland for ca. 12 mio. kr. i forhold til det nuværende budget til drift af ambulancer og akutlægebiler, fremgår det af pressemeddelelsen.