Meteorolog: »Det bliver hundehamrende koldt juleaften«
Det bliver en kold og smuk juleaften i Aarhus, melder meteorolog. Han forventer dog ikke, at sne bliver liggende.
Dengang far var dreng, var der meterhøj sne i Aarhus hver juleaften, og raske drenge smurte trækælkens meder med stearin.
Nu er far ikke dreng mere, og den meterhøje sne er typisk afløst af lidt sjap.
Bliver det i år, alle aarhusianere kan lave snemænd og kaste snebolde efter hinanden som i musikvideoen til Whams evergreen »Last Christmas«? Ikke ifølge meteorolog hos DMI Lars Henriksen.
»Altså, det sner jo nu, men det, der kommer, er lidt drys, og jeg forventer ikke, at det bliver liggende i mange timer,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Kig til stjernerne
Man skal rejse til Syd- og Sønderjylland, hvis det skal gå vildt for sig i forhold til sne den 24. december. Visse steder kan sønderjyderne se frem til op mod otte centimeters sne.
Det lavtryk, der giver sne, og som meteorologer havde forudset ville det østjyske, er »krøbet syd om Danmark,« siger meteorologen.
Til gengæld vil Lars Henriksen fra DMI godt love alle i Aarhus, at det bliver »hundehamrende koldt« juleaften. Koldt og flot.
»Dagen starter under frysepunktet, og i løbet af dagen kommer der massiv kulde, og når vi kommer til aften, kan vi komme helt ned på minus otte grader. Det bliver smukt, fordi der er vindstille og kig til stjernerne,« siger han til Lokalavisen Aarhus.
Således oplyst.