Ingen tog over Storebælt: Signalfejl og skinnebrud forsinker første juledagstrafikken
DSB melder om forsinkelser i flere dele af landet første juledag.
Opdateret: 11.40: DSB melder om, at man forventer at køre tog over Storebælt igen inden for kort tid. Togbusser er også indsat på strækningen, oplyser de på Twitter.
Har man planer om at hoppe på toget i løbet af formiddagen første juledag, kan det være en god idé at tjekke Rejseplanen en ekstra gang - eller måske melde i forvejen til julefrokosten, at man ikke nødvendigvis når silden.
DSB oplyser nemlig om flere forsinkelser på den kollektive togtrafik rundt om i landet.
I skrivende stund er der ingen tog over Storebælt - togtrafikken mellem Korsør St. og Nyborg står stille, og det skyldes en signalfejl, oplyser DSBs pressevagt til Lokalavisen.
BaneDanmark har sendt teknikere af sted til Korsø St., men det er endnu uklart, hvornår fejlen er udbedret.
Skinnebrud og flere signalfejl
Rejser man fra Midtjylland og op mod nord byder formiddagen også på forsinkelser - på op til en time - på grund af signalfejl ved Fårup mellem Randers og Hobro. Så beregn ekstra rejsetid på strækningen Aarhus - Aalborg.
Regionaltogene på Sjælland oplever også forsinkelser, da Klargøringscenter Helgoland - hvor toge parkeres og klargøres - er ramt af et skinnebrud, der skubber tidsplanerne en smule.
Skal du ud og rejse i dag, så hold øje med Rejseplanen, DSBs hjemmeside og DSBs Twitter-profil.