Fortsæt til indhold

På Kolind Skole hjælper de skoletrætte unge til at hitte livets melodi

Med Erhvervsaspiranterne vil Kolind Skole give skoletrætte og fagligt udfordrede drenge og piger i udskolingen mulighed for at blive parate til at starte en erhvervsuddannelse eller et 10. skoleår

Samfund

På Kolind Skole har de oprettet en ny erhvervsklasse, ’Erhvervsaspiranterne’, i samarbejde med KUI, der er lig med Den Kommunale UngeIndsats i Syddjurs Kommune, og det lokale erhvervsliv.

Lige nu tæller ’Erhvervsaspiranterne’ 14 unge, 12 drenge og to piger, fra 7., 8. og 9. klasse, fortæller læringsleder Lise Grønbæk Nielsen, Kolind Skole.

”Ideen med ’Erhvervsaspiranterne’ er at give de børn og unge, som ikke synes, at det er sjovt at gå i skole på grund af faglige udfordringer eller andet, og som gør, at nogle af dem har opgivet at lære noget, et tilbud som kan give dem selvtilliden og troen på egne evner og muligheder tilbage, så de får en fair chance for at komme i gang med en erhvervs- eller ungdomsuddannelse, når de er færdige med skolen,” siger Lise Grønbæk Nielsen.

Fælles udskolingsklasse

’Erhvervsaspiranterne’ går sammen til daglig i en udskolingsklasse, hvor traditionelle skolefag som dansk, matematik, engelsk og naturfag har hovedprioritet tre dage om ugen.

En dag er de unge ude at arbejde. De er knyttet til et lokalt praktiksted, hvor de får lov til at arbejde og fornemme duften af en mulig fremtid i erhvervslivet.

”Stor takt til det lokale erhvervsliv, som har kunnet se ideen med ’Erhvervsaspiranterne’ og har sagt til at hjælpe som praktiksted. Vi har oplevet megen positiv feedback på vores henvendelser,” siger Lise Grønbæk Nielsen.

Praktikken er som udgangspunkt ulønnet, men kan udvikle sig til et decideret fritidsjob eller en fremtidig praktikplads i forbindelse med en senere erhvervs- eller ungdomsuddannelse.

”Vi er meget opmærksomme på, at de unge får lejlighed til at stifte bekendtskab med forskellige praktiksteder, så de får en fair chance for at afgøre, om det er en mulig vej, når de skal vælge fremtidig uddannelse,” understreger Lise Grønbæk Nielsen.

’My way’

”I did it my way,” synger Frank Sinatra i sin udødeliggjorte klassiker om et langt liv, lige før tæppet trækkes for.

Frank Sinatra indgår også på en eller anden måde i ’Erhvervsaspiranterne’, der helliger en dag om ugen - som regel fredag - til at snakke om mere personlige forhold. Tilværelseskompetencer kalder de det på Kolind Centralskole. Det vil sige kompetencer i at klare tilværelsens krav og udfordringer, være aktør i eget liv og at kunne mestre de opgaver, der ligger i at skabe sig en tilfredsstillende tilværelse trods evtentuelle problemer eller svage sider.

”’My way’ dagene bruges meget til at snakke med de unge om deres liv og drømme: Hvad er det, jeg gerne vil? Kan jeg eller ved jeg det, der skal til for at nå det?”, forklarer Lise Grønbæk Nielsen.

”Det drejer sig om at hjælpe de unge til at blive mere bevidste om , hvad de gerne vil og kan, og tage konkrete skridt hen mod det, de gerne vil også i forhold til trivsel og i fællesskaber med andre unge.”