Budget 2021: Rød blok vakler ikke en tøddel
En spagfærdig første behandling i Syddjurs Byråd afslørede i det mindste, at venstrefløjen hverken er til at hugge eller stikke i, når det gælder en beskeden skattenedsættelse
To dages budgetseminar og nogle timers forhandlinger gruppeformændene imellem - de store partier med en adjudant som bisidder - var der gået forud for onsdagens byrådsmøde, hvor næste års kommunale budget var til første behandling.
Debatten afslørede, at der venter et stykke arbejde og sikkert flere forhandlingsrunder, før Budget 2021 sidder i skabet.
Den afslørede også, at venstrefløjens 14 politikere (8 fra Socialdemokratiet, 4 fra SF plus 1 fra hver af Alternativet og Enhedslisten) overhovedet ikke vil høre tale om bare at lave en marginal nedsættelse af kommuneskatten, som den blå side (8 fra Venstre, 3 fra Dansk Folkeparti, 1 fra Konservative og en fra Radikale Venstre) ellers advokerede stærkt for med henvisning til, at den socialdemokratiske regering nærmest har serveret en skattenedsættelse på et sølvfad for ’de røde’. (Se faktaboks).
Det skinnede dog tydeligt igennem under debatten, at flertallet er parate til ’at køre den hjem fra spids’ - læs vedtage Budget 2020 med en stemmes flertal, hvis den borgerlige side fastholder sin insisteren.
Det sker ud fra devisen: ”Vi har flertallet, og det benytter vi os af, hvis I ikke vil være med. Basta og luk så”.
En dagsorden som eksempelvis en rutineret politisk ræv, som tidligere SF borgmester Kirstine Bille også bakker op om, siger hun til Lokalavisen.
Dansk Folkepartis nyeste islæt, Ebba Grethe Møgelvang, der afløste Per Dalgaard 1. maj og har en fortid i Venstre for en årrække siden, plæderede under debatten meget stærkt for en skattenedsættelse.
Det var nyt, fordi skat aldrig har været et kardinalpunkt hos Dansk Folkeparti tidligere.
”Skat er dog bare et af elementerne i den budgetaftale, som vi forsøger at strikke sammen i byrådet,” understregede Michael Mikkelsen efter debatten til Lokalavisen.
”Vi har haft gode samtaler denne gang med de øvrige partier i blå blok og oplevet et fint forhandlingsklima, hvor der også bliver lyttet og udtrykt forståelse for vores synspunkter. Jeg betragter, forhandlingerne som lakmusprøven på, hvor Dansk Folkepartis politiske fremtid skal være i Syddjurs,” fortsatte Dansk Folkepartis gruppeformand.
S klar med overfrakke
I det budgetoplæg for 2021, som Syddjurs Kommunes direktion har lavet til byrådet, budgetteres der med et overskud på 40 mio. kroner. Heraf er de 30 mio. kroner foreslået øremærket til at polstre kommunens kassebeholdning.
Det vil sige, at der er 10 mio. kroner at lege med for politikerne (råderum). Det har borgmesteren meldt ud, og debatten i byrådet afslørede, at Socialdemokratiet er indstillet på at give kassen en hermetisk lukket og tilknappet overfrakke på belært af fortidens synder.
De øvrige partier er slet så rigide og er indstillet på at fire lidt, så råderummet nok kommer til ligge nærmere 20 end 10 mio. kroner. Der er sammenlagt budgetønsker for 20 mio. kroner efter Lokalavisens oplysninger, så mon ikke den lander i omegnen
Dansk Folkepartis Michael Mikkelsen spillede konkret ud med at slå fast, at Dansk Folkeparti stiller krav om, at ældreområdet alene skal tilføres 10 mio. kroner.
Andre var ikke nær så konkrete, men Konservative og Radikale Venstre har en dagsorden, der hedder ’Erhvervsfremme og bæredygtighed’.
Både Tommy Bøgehøj (C) og Jan Kjær Madsen (B) vil have tilført midler i budgettet, der kan være med til at fremme nogle af de konkrete, erhvervsmæssige initiativer som Bæredygtighedsudvalget præsenterede for politikerne tidligere på året.
”Der vil være mennesker, der vil føle sig til grin og med rette, hvis vi ikke tager det arbejde, som Bæredygtighedsudvalget leverede, alvorligt og får det afspejlet i budgettet. Indtil nu har vi kun præsteret at fyre vores Bæredygtighedskoordinator, så det kan vi ikke mene seriøst,” siger Jan Kjær Madsen.
Læs også: Budget 2021: Demografien medfører øgede udgifter til børn og ældre
Nyt møde mandag
Mandag mødes partiernes gruppeformænd - de store med adjudanter - til en ny holmgang på rådhuset i Ebeltoft klokken 17.
Læs også SF: Budget 2021 skal tatoveres med et løft til kernevelfærden
De politikere, som Lokalavisen har talt med efter gårsdagens første behandling, forventer, at mandagen bruges til at komme tættere på en afklaring: Hvad er man lodret enige om - og det modsatte?
Erfaringerne fra tidligere år viser, at det pludseligt kan gå stærkt, men det er meget tvivlsomt, om det kommer til at gå så stærkt, at et forlig kan underskrives mandag.
Det vil kræve, at den blå blok giver køb på en skattenedsættelse, og i stedet vælger at handle den af under valgkampen til næste år op til Kommunalvalget i november 2021.
Det usandsynlige, at borgmester Ole Bollesen møder frem med et strategisk oplæg til et ’skatteforlig’ i form af en beskeden skattenedsættelse på 0,1 procent point, virker netop...usandsynligt. Dertil er modstanden for hardcore blandt hans egne - især hos hardhitterne Christian Haubuff og Ole Hansen.
Wistoft (V) & co. ved selvfølgelig godt fra valgkampen i 2017, at skat som tema er komplet usexet at markedsføre under en valgkamp. Det vil svare til at gøre progressiv cykelskursarkitektur til officiel kulturpolitik i Syddjurs
Derfor vil en mulig blå dagsorden i stedet være at tippe det nuværende 14-13 flertal i rødt favør til det samme blot i blåt favør fra 1. januar 2022.
Blå blok vinder intet på en skattedagsorden og vil også være svært at forklare vælgerne, hvorfor de stemmer nej eller undlader at stemme til et Budget 2021 med beskedent råderum på 15-20 mio. kroner sat i forhold til et samlet kommunalt budget på cirka 3 milliarder kroner.
FAKTA
25 kommuner har ansøgt Social- og Indenrigsministeriet om at få lov til at sænke kommuneskatten
12 af kommunerne, herunder Nordjurs, har en forventning at få fuld statslig kompensation for hele eller langt hovedparten af deres skattereduktion
De øvrige 13 kommuner, herunder Syddjurs, søger om at få andel i den model, som sikrer statslig kompensation for 90 procent af provenutabet det første og andet år, 85 procent det tredje år, 80 procent det fjerde år og 75 procent det femte år
Syddjurs har angivet provenutabet til at være 14,3 mio. kroner - alt andet lige - årligt, hvis kommuneskatten sænkes fra de nuværende 25,9 procent til 25,7 procent
Blå blok argumenterer med, at provenutabet vil blive kompenseret ved, at pengene (provenutabet) kommer tilbage i kommunekassen igen via den øgede aktivitet i samfundet, som en skatteforhøjelse ifølge traditionel nationaløkonomi i sig selv vil betyde
Blå blok har tilbudt venstrefløjen, at man er klar til at få indskrevet i budgetbemærkningerne, at man er med på at søge staten om en skatteforhøjelse efter de fem år, hvis det viser sig nødvendigt
Rød blok vil først være med at sænke skatten den dag, hvor Syddjurs Kommunes indtægter flugter med udgifterne, som SFs Kirstine Bille udtrykker det - underforstået det er ikke tilfældet nu