Fortsæt til indhold

Spørgsmål til byrådet: Sker der forskelsbehandling i Syddjurs?

Molly Thomsen, Ryomgård, bad på det seneste byrådsmøde om at få bekræftet, at patienter ikke har egenbetaling for kost og medicin på Rehabiliteringsafdelingeni Tirstrup

Samfund

Molly Thomsen, Ryomgård, stillede følgende spørgsmål ved det seneste byrådsmøde til byrådet:

”Min mand var indlagt på Regionshospitalet fra 15. september til 4 oktober 2019, hvorefter han blev overflyttet til Hjerne- og talecenteret i Tirstrup til videre behandling, dvs. pleje og genoptræning.

Det var en god beslutning, men der blev opkrævet en betaling for kost og medicin, hvilket jeg talte med personalet om, og videre har jeg sendt en klage til forvaltningen om, at det er imod loven, selvom 43 andre kommuner gør ligeså.

Jeg bad om, at klagen blev videresendt til Ankestyrelsen, hvilket ikke er sket, men på min bankopgørelse kunne jeg se, at der er indgået et beløb fra Syddjurs Kommune, som var tilbagebetaling for min mands ophold. Der var ingen yderligere forklaring, f.eks. hvilken paragraf, der var brugt eller andet.

Nu er spørgsmålet: Sker det også for andre patienter, som er udskrevet til viderebehandling på Tirstrup, eller er det kun, hvis man har overskud til at klage, og det er der ikke mange, der har?

Vil byrådet indarbejde i Budget 2021 for, at patienter ikke har egenbetaling for kost og medicin på Tirstrup, så der bliver ligebehandling af patienter?

Er man heldig at blive udskrevet til Hammel som er under regionen, finder der ingen egenbetaling sted.”

Kompliceret sag

”Mundtlige spørgsmål, der ikke umiddelbart kan besvares, besvares skriftligt inden fem hverdage, og såfremt dette ikke kan lade sig gøre hurtigst muligt herefter,” står der at læse i Retningslinjer for spørgetid i Syddjurs Kommune.

Borgmester Ole Bollesen (S) svarede på byrådsmødet, at ”der er tale om en kompliceret sag med to forskellige regelsæt. Vi tager det op, og du vil få et skriftlig svar. Vi undersøger regelsættet og finder ud, hvad vi kan og ikke kan. Jeg ved også, at Ældrerådet har haft sagen oppe, og sagen har også været oppe på landsplan.”