Fortsæt til indhold

Mange landsbyer vil have del i Nordea millioner

Nordea-fonden har fået rekordmange ansøgninger til sin Her bor vi-pulje. Allerflest kommer fra Region Midtjylland, hvorfra 92 småbyer har spillet ind med idéer

Samfund

Naturhotel, bålhytte og padeltennisbaner. Ideerne myldrer frem i de ikke færre end 92 ansøgninger som Nordea-fonden har modtaget fra småbyer og mindre bysamfund i Midtjylland til sin ’Her bor vi-pulje’.

Dermed tegner Region Midtjylland sig for klart flest ansøgninger blandt landets fem regioner.

Mere end hver tredje af de 1.300 mindre danske bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere har lagt billet ind på den 60 mio. kroner store pulje for at sætte nye lokale fællesskaber i gang, viser en statistik fra Nordea-fonden.

Multibaner og shelters

Ansøgningerne spænder vidt, men alligevel er der nogle klare tendenser.

Aktivitetspladser, shelters og legepladser hitter, og der er mange stier, broer og multibaner i ansøgningerne.

Mange steder har man fået øje på den nye sportsaktivitet, padel, som er en mellemting mellem tennis og squash, og det afspejler sig ligeledes, mens renovering af forsamlingshuse og idrætsaktiviteter desuden fylder godt op i ansøgningsbunken.

Bornholm tager revanche

Rent geografisk har Bornholm taget revanche. ’Her bor vi-puljen’ er delt op i to ansøgningsrunder, og i første omgang var der ingen ansøgninger fra klippeøen, som er kommet på landkortet med syv af Region Hovedstadens 13 ansøgninger i anden runde.

Topscorer er imidlertid Region Midtjylland med ansøgninger fra ikke færre en 92 småbyer efterfulgt af Syddanmark (76), Nordjylland (53) og Sjælland (48).

Modtagerne af støtte fra første ansøgningsrunde offentliggøres til september.

FAKTA

De 282 ansøgninger i anden runde fordelt på antal byer i regionerne:

Hovedstaden 13

Midtjylland 92

Nordjylland 53

Sjælland 48

Syddanmark 76

Fakta om ’Her bor vi’-puljen

Puljen er på 60 mio. kr

Første ansøgningsrunde var fra 25. februar til 1. maj 2020. Her modtog Nordea-fonden i alt 231 ansøgninger fra 213 småbyer i første ansøgningsrunde. Ansøgere får svar medio september 2020

Anden ansøgningsrunde var fra 2. maj til 1. august 2020. Ansøgere får svar ultimo oktober 2020

Til hhv. september og november offentliggøres i alt ca. 120 støttede projekter.

Der kunne søges fra 100.000 kr. til 1 million kr. per projekt

Bysamfund på mellem 200 og 5.000 indbyggere kunne søge støtte til initiativer, der styrker fællesskabet

Der er godt 1.300 mindre bysamfund i Danmark og de bebos af ca. 1,2 mio. mennesker

Hovedstadsområdet eller andre storbyområder, herunder bydele kan ikke modtage støtte

For de, der ikke nåede at søge Her bor vi-puljen, er der heldigvis stadig mulighed for at søge Lokalpuljen

Læs mere på http://www.nordea-fonden.dk