Fortsæt til indhold

Så vilde med Posthuset

Ryomgård Distriktsråd nyder at have Det gamle posthus til rådighed sammen med en lang række lokale foreninger og aktører

Samfund

Det var en god investering Syddjurs Kommune gjorde i 2014, da man valgte at købe lokalerne på Nordre Ringvej, da Post Danmark trak skodderne for og udbød huset til salg.

Syddjurs Kommune spenderede den nette sum a’ 1,2 mio. kroner og investerede siden en god halv million kroner - primært til ventilation - i at gøre huset klar til også at huse en legestue for Ryomgårds kommunale dagplejere, som havde været husvilde i et stykke tid.

Der blev indgået en lejeaftale med Ryomgård Distriktsråd, som altid har været midlertidig. Forstået på den måde, at den dag kommunen skal anvende bygningerne til andre formål, skal Distriktrådets aktiviteter rykke ud af huset.

Dagplejen råder fortsat her seks år senere over lokaler i den ene halvdel af huset, mens Ryomgård Distriktsråd råder over den anden halvdel med et stort fællesrum i midten. Bogcaféen på stedet er ankerpunktet i huset.

”Der er en gensidig klausul i lejeaftalen, at Ryomgård Distriktsråd eller Kommunen kan opsige den med et halvt års varsel,” forklarede Kirting Olesen på distriktrådsgeneralforsamlingen i sidste uge.

Ryomgård Distriktsråd betaler ikke husleje. Syddjurs Kommune betaler for el, vand og varme - cirka 45.000 kroner i 2019.

Udgiften fordeles 50/50 mellem Ryomgård Distriktsråd og den kommunale legestue. Syddjurs Kommune betaler Distriktsrådets andel.

Ikke stilles ringere

Kirting Olesen understregede på generalforsamlingen, at Posthuset benyttes flittigt af mange mennesker i ugens løb, og at Ryomgård Distriktsråd gerne ser, at byen kan råde over Posthuset i mange år endnu.

”Vi har hele tiden sagt, at hvis et nyt Kultur- og Fritidscenter oppe ved Midtdjurshallen og IFM’s klubhus nogensinde bliver til noget, kan vi godt se os selv i det, men det er betinget af, at vi får de samme betingelser som nu,” lød det fra Kirting Olesen.

Underforstået, at Ryomgård Distriktsråd skal have plads til den nuværende Bogcafé plus adgang til mødelokaler, og at Syddjurs Kommune vil betale huslejen.

”Vi har ingen penge i Distriktsrådet, og vi har heller ikke været i dialog med Syddjurs Kommune. Vi har haft en snak med IF Midtdjurs 2-3 gange, men det er efterhånden længe siden, så det er ikke et tema, der fylder hos os i hverdagen,” forklarede Kirting Olesen til Lokalavisen.