Fortsæt til indhold

Ildsjæleprisen 2019 til Helle Graversen

Modtageren af Ryomgård Distriktsråds årlige pris hyldet på sidste uges generalforsamling

Samfund

Helle Graversen, mangeårig lærer på Kolind Centralskole men med bopæl i Ryomgård, har altid været med i den flok af lokale borgere, der har engageret sig i driften af Det gamle posthus i byen, som ejes af Syddjurs Kommune, men er udlejet kvit og frit til Ryomgård Distriktsråd.

Det gamle posthus er centrum for en række ugentlige aktiviteter og møder for en bred kreds af foreninger og aktører.

Centrum er Bogcaféen, hvor Helle Graversen er en del af det faste hjælperkorps.

Hun har desuden været en af bannerførerne for Byens Bil - en fælles bil for Ryomgård og opland, som blev født i 2017 med støtte fra lokale sponsorer og siden har været en succes.

Senest har Helle Graversen været initiativtager til en række livestream foredrag på Det gamle posthus med forskere fra Aarhus Universitet. Foredrag, som har kunnet gøre os allesammen klogere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskaben.

Så Helle Graversen var ikke til at komme uden om, da Kirting Olesen, formand for Ryomgård Distriktsråd, på sidste uges generalforsamling overrakte Distriktsrådets årlige Ildsjælepris på 1.000 kroner.

Valget af Helle Graversen blev honoreret med fyldige håndklap fra de fremmødte, selv om Helle Graversen beskedent bemærkede, ”at mange havde hjulpet hende med de forskellige ting.”