Covid-19: Hjorddrengenes Marked pillet af kalenderen i 2020
Det er igen Corona, der er på spil, når arrangørerne af det hæderkronede Hjorddrengenes Marked i og omkring Byhallen i Kolind i september har valgt at aflyse
Byhallen og Kolind Handelsstandsforening har i forening besluttet at udskyde årets faste begivenhed, Hjorddrengenes Marked og veterantræf med gamle biler, knallerter, lastbiler og landbrugsmaskiner til næste år - den anden onsdag i september - 8. september 2021.
Både Tage Mogensen, Byhallen og formand Vita Larsen, Kolind Handelsstandsforening, tager den opdaterede genkomst af højere Corona smittetal meget alvorligt.
”Gennemførelse af Hjorddrengenes Marked er afhængig af rigtig mange frivillige og mange af vore gæster er ligeledes i risikogruppen,” siger Tage Mogensen.
”Vi tager ingen chancer med vore faste kunder, og dermed også byens mange gæster, som hvert år kommer til Kolind, blandt andet den anden onsdag i september. Kolind Handelsstandsforenings er derfor helt på linje med Byhallen, når vi snakker udsættelse af aktiviteterne i Kolind,” siger Vita Larsen
Begge - og med dem mange andre - håber, at Corona-situationen har fundet et leje i 2021, der gør det muligt at møde i Kolind 8. september til den 129. udgave af det hæderkronede marked.
Intet over ...
Intet overgår Hjorddrengenes Marked i Kolind i lokalhistorisk sammenhæng. Markedet påbegyndtes oprindeligt med Maarupvad i Maarup i 1844, men blev - efter flytning af den gamle vej mellem Århus og Grenaa og anlæggelse af jernbanen fra Grenaa til Randers og Århus - flyttet til Kolind i 1884.
Hjorddrengene, som Jeppe Åkjær så smukt har skrevet om i dur i ’Ole sad på en knold og sang’, og andet godt- og tjenestefolk havde en hel fridag, og denne tilbragte de på markedet sammen med arbejdsgiver, familie og venner og fik her handlet ind til den tilstundende vinters køligere dage.
Det var land og bys store dag.
Det var hovedsageligt et hestemarked, men der kom også mange andre dyr.
I dag er dyreholdet yderst begrænset. Til gengæld valfarter nutidens kræmmere til Kolind den anden onsdag i september, men altså ikke i 2020.