Anders Gantriis tager på heldags omsorgstour
Ni koncerter på en lørdag på plejecentre og bosteder
Den lokale sanger og musiker Anders Gantriis må som mange af sine kolleger i denne tid se langt efter spillejobs. Det har coronokrisen sat en stopper for. Men derfor kan man jo godt tage ud at spille.
For at sørge for en musikalsk opmuntring til beboere og ansatte på plejecentre og bosteder i Norddjurs, har Anders Gantriis besluttet sig for at tage på en såkaldt ”omsorgstour” lørdag 9. maj - med start klokken 11 og slut 10-11 timer senere. Det bliver så til hele ni koncerter på en dag.
Touren ser således ud: Klokken 11–11:30 Digterparken, Grenaa, 12-12:30 N.P. Josiassens Vej, Grenaa, 13.15–13.45 Dolmer Have, Grenaa, 14.30–15 Violskrænten, Grenaa, 15.15–15.45 Grønnegården, Grenaa, 16.45–17.15 Glesborg Bofællesskab, 18.30–19 Bostederne Ørsted, 19.30–20 Bostedet Allingåbro, 21–21.30 Bostedet Auning. Anders Gantriis tilbød sig selv på sin Facebookside og spillestederne har så meldt sig tilbage med interessen.
På repertoiret vil først og fremmest være nyskrevne sange med danske tekster. Anders Gantriis har spillet musik og skrevet sange i omkring 25 år, og er med mere end 500 koncerter i bagagen meget scenevant og med professionel optræden. Han udgav i 2017 albummet “In My Mind” og begyndte i 2018 at skrive på næste album, som denne gang bliver dansksproget.
Anders Gantriis har en pædagogisk uddannelse og har tidligere arbejdet som musik terapeut på et demens center. Elsker at glæde andre med musik, og små historier om, hvad sangene handler om. Med god humor fortæller han om inspirationen til hans sange, og også hvordan han lever sit liv, med en ADHD-diagnose som han ser som en kompetence. Og deraf kommer også navnet til et foredrag, han har skrevet og som hedder “Møgunge med kompetence”.