Grenaa har fået en Netto helt i top
Koncernchefen i Salling Group var i Grenaa for at se den nye butik på åbningsdagen
Fra Jaco over Meny - og nu en Netto.
Sådan er det gennem årene gået for dagligevarebutikken i den store rødstensbygning på Søndergade i Grenaa, hvor butikschef Jane Bork Jensen torsdag klokken 8 kunne klippe snoren og erklære den nyindrettede Netto åben.
Og det er en Netto i den absolutte topklasse, der nu er åbnet for kunderne.
Det kunne koncernchef i Salling Group, Per Bank, med glæde konstatere, da han med egne øjne så, hvad der er kommet ud af anstrengelserne.
”Det er en Netto helt i top. Hvis det ikke er Danmarks flotteste, så snakker vi i hvert tilfælde top 3,” sagde Per Bank til avisen, inden turen gik videre for den travle mand, der står i spidsen for Danmarks største butikskoncern Salling Group, der ejer Netto, Føtex, Bilka, Salling og Fætter BR.
Han var fuld af lovord over den indsats, som medarbejderne i Grenaa har lagt for dagen.
Svære vilkår
”De har løst en stor opgave under svære vilkår. Ikke mindst i disse coronatider. De har arbejdet i timevis for at få den gamle butik lukket ned og den nye til at åbne til tiden,” sagde han.
Og på falderebet skulle han naturligvis have det spørgsmål, som mange i Grenaa har stillet sig siden nyheden kom om, at Meny ville sige farvel. Hvorfor så ikke åbne en Føtex i stedet - med delikatesser og egen slagterafdeling. Når nu Salling Group også har Føtex-kæden under sine vinger.
”Det er fordi vi mener, at en Netto med det nye koncept, vi er i fuld gang med at indføre, vil klare sig bedst. Og så mener vi, at i en handelsby som Grenaa skal der være plads til alle. I har jo allerede en Kvickly i byen - og den ville få det sværere, hvis vi åbnede en Føtex.”
Butikschef Jane Bork Hansen og hendes 30 ansatte - der er kommet flere til i forbindelse med åbningen af den nye butik - får en meget større butik at råde over, end i den nu lukkede på Østerbrogade.
”Her er 1500 kvadratmeter butiksareal mod 600 i den gamle butik. Og vi har alle kvadratmeter i brug, for vi skal naturligvis også have lager til de mange varer. Vi glæder os til meget bedre arbejdsforhold, hvor vi nu blandt andet har fået et rigtigt godt mødelokale,” siger Jane Bork Hansen.
Hun har været butikschef i Netto i Grenaa i et år. Og var tidligere 28 år i Fakta - i butikkerne i Rønde, Kolind og Ebeltoft.
Bygning sat til salg
”Vi lukkede butikken på Østerbrogade mandag aften - og så fik vi ellers travlt med at flytte og gøre klar i den nye butik. På Østerbrogade er alt tømt. Det er Salling Group, der ejer bygningen, som nu vil blive sat til salg,” siger hun.
Inden for døren vil kunderne i den nye Netto møde en meget større frugt og grøntafdeling og ting, der kan inspirere til et hurtigt aftensmåltid.
Den nye Netto lever op til det nye Netto 3.0 koncept, som betyder ny indretning, nye farver og et særligt fokus på frugt og grønt og nemme måltider. Fordi danskerne efterspørger både det sunde og det nemme.
Alt fra musik og varer til Netto-medarbejdernes tøj er opdateret.
De kendte spotvarer, som man godt kunne få svært ved at have plads til i den gamle, butik, vil der ikke være flere af, men nu kan man bedre rumme dem i den nye butik med helt nyt iventar, lange og brede gange og massivt brug af trælook.
Den kendte gule Netto-farve er blevet mindre synlig - men den er der naturligvis. Akkurat som Netto-hunden.