Trods corona - livekoncert på nettet
Den lokale musiker Anders Gantriis sørger for, at der trods alt stadig sker lidt i Kulturhuset Pavillonen
Corona-virusen og den vanskelige situation i Danmark lige nu har gjort, at Kulturhuset Pavillonen i Grenaa har lukket ned for alle aktiviteter.
”Vi er normalt et sted, hvor der samles rigtig mange mennesker og har mere end 30 forskellige aktiviteter på hverdage i vores højsæson, toppet op med et væld af offentlige kulturarrangementer. Derfor er det meget uvant for os, at der er så stille nu. Publikum og brugere samles normalt i Pavillonen til levende kulturoplevelser, der bliver skabt i nuet i det levende øjeblik og sætter spor, man snakker om længe efter,” siger kulturhusleder Jesper Jul.
Live på nettet
”Grundet situationen har vi valgt at prøve noget nyt. Vi vil forsøge at bruge den stemning, Pavillonen har i den gamle Pavillonsal og lave en koncert i de originale koncert-rammer med ny musik. Vi vil også senere invitere til virtuel kunstudstilling og flere spændende ting,” siger Jesper Jul.
Den lokale musiker Anders Gantriis giver torsdag 19. marts klokken 19 på www.pavillonen.dk virtuel koncert live fra Pavillonen og spiller nye originale dansksprogede sange, som passer rigtig godt til stedet.
”Vi vil benytte koncertsalen og det unikke rum til at skabe en live-stemning, men blot på nettet. Vi vil forsøge at bruge den unikke og hyggelige stemning der er i Pavillonsalen og på den gamle scene. Det er nyt for os, men vi glæder os helt vildt til at byde dig inden for i Pavillonen men blot i din egen stue,” siger Jesper Jul.
”Det er vigtigt, at der kommer noget positivt ud, så vi ikke kun har fokus på alle dårligdommene ved situationen. Normalt vil man samles og være sociale om noget andet for at sætte det hele lidt på pause – det kan vi desværre ikke nu, men vi kan være sammen på nettet og få en fælles oplevelse der. Vi glæder os til at afprøve dette og glæder os endnu mere til at se alle til levende kultur i Pavillonen igen, når vi er på den anden side,” siger Jesper Jul.