10.000 kroner til børnehospice
Grenaa-Djurs Inner Wheel Klub har doneret penge
I januar har Grenaa-Djurs Inner Wheel klub ”fødselsdag”, og ved denne lejlighed er det blevet en tradition, at klubben donerer penge til et lokalt formål. I år gik pengene til det kommende børnehospice ”Strandbakkehus” i Rønde.
Derfor havde klubben til mødet inviteret hospiceleder Dorit Simonsen til at fortælle lidt om forløbet.
At der kom børnehospice til Djursland, skyldtes at der var en stor folkelig opbakning. Støtteforeningen til Hospice Djursland er den største i landet. Der er cirka 2500 medlemmer. Region Midtjylland står for driften.
Dorit fortalte om processen med at få lavet beregninger med mere. Hun og bestyrelsen fik med hjælp fra andre sendt et bud på, hvordan et børnehospice kunne blive etableret her på Djursland. Det var ikke så nemt at skaffe penge til ejendommen. Der skulle bruges 30 millioner kroner. Men lige pludselig skete der noget. Ole Kirks fond kom med 7 millioner, Den A. P. Møllerske Støttefond kom med 7 millioner, støtteforeningen havde 3 millioner og så lykkedes det, at få fremskaffet det, der manglende.
På det nye børne- og ungehospice, bliver der plads til fire familier, med et værelse til det syge barn, et familie rum til resten af familien, samt et fælles badeværelse.
Der skal ansættes personale med viden om børn, og der bliver til tilknyttet en læge samt frivillige.
Hverdagen i familiehusene skal helst være så familieagtig som hverdagen derhjemme, men selvfølgelig med den støtte, der skal til, så alle opnår at få overskud og forståelse for det, der sker. Der skal gives den varme og omsorg. der skal til det.
Dorit Simonsen fik overrakt donationen på 10.000 til udeområdet ved det kommende børnehospice.