48 spillede bordtennis i Grenaa
Forrygende medlemsfremgang i BTK Grenaa
Med DGI som arrangør og med assistance fra BTK Grenaa er der afviklet bordtennisstævne i Grenaa Idrætscenter. Der var 48 deltagere fordelt på klubberne BTK Grenaa, Purhus, Randers, Auning, Høst, Ry, Sisu/MBK, Galten og Auning. Flest deltagere var der fra BTK Grenaa, der stillede med hele 21 mand.
Turneringen blev afviklet i fem rækker: Senior A og B, 50+, 60+, 70+ og 60+ motion.
Hjemmeholdet tog godt for sig af retterne idet Nichlas Bruun vandt senior B, Per Stefanek var vinder af motionsrækken og Torben Bach Sørensen vandt B-finalen i 70+.
Andre fine resultater af de lokale blev leveret af Steen Andersen, der blev toer i motionsrækken, Per Jørgensen toer i B-finalen 70+ og Poul Elsborg toer i B-finalen i 60+.
Efter de mange kampe var afviklet samledes deltagerne til præmieoverrækkelse og hyggelig fællesspisning.
Mange af de lokale deltagere går en spændende tid i møde - idet holdturneringens anden halvdel nu starter op og kører frem til udgangen af marts. Klubben deltager her med tre serie 5 hold og har yderligere et hold med i serie 4 og et i serie 2. Disse fem hold står rigtig godt rustet, idet medlemstilgangen har været kæmpestor hen over efteråret og klubben råder nu over 40-45 spillere i senior/60+ afdelingen mod cirka 20 ved sæsonstart i august.
Af andet interessant nyt fra BTK Grenaa kan det oplyses at man nu har søsat et nyt projekt: ”Motionsbordtennis for damer”. Dette tiltag kører tirsdag aftener i Idrætscenterets multisal og ved opstarten kunne man med tilfredshed konstatere at hele syv forventningsfulde damemotionister var mødt. Yderligere om dette tiltag kan læses på BTK Grenaas hjemmeside.