Fortsæt til indhold

Smitte-rekord: Tæt på 1.000 nye smittede aarhusianere det seneste døgn

972 aarhusianere er det seneste døgn konstateret smittet med covid-19, hvilket med afstand er det højeste antal under hele pandemien i Aarhus.

Samfund
jwh

Antallet af coronasmittede aarhusianere stiger mandag gevaldigt, hvor der ifølge de nyeste tal fra Aarhus Kommune er blevet konstateret 972 alene det seneste døgn. Det er det højeste antal under hele pandemien i Aarhus.

Det er fortsat den yngre del af befolkning, der står for flest smittetilfælde. Af de 972 smittede det seneste døgn er 392 således i aldersgruppen 20-29-årige. 313 af de smittede er bosat i den centrale del af Aarhus, fremgår det af den daglige coronaoversigt på Aarhus Kommunes hjemmeside.

Også på landsplan er antallet af smittede det seneste døgn rekordhøjt med 16.164 nye tilfælde, hvoraf 639 er reinfektioner. Døgnets smittede er fundet blandt 130.686 PCR-prøver. Antallet af indlagte er steget med 29 til 608. 70 af dem ligger på intensiv, og 46 ligger i respirator.

Syv personer er det seneste døgn døde med covid-19 i kroppen.