Kunsten at få folk til at samle affald op
Skilte skal hjælpe folk på vej til at holde bedre rent i naturen
Den lokale tegner og børnebogsforfatter Martin Rust har i samarbejde med Norddjurs Kommune lavet affaldsskilte, som har til hensigt at hjælpe folk med at bevare den smukke natur i stedet for at lade affaldet flyde.
Man kan efterhånden ikke undgå, at støde på henkastet affald, når man går en tur. Samme oplevelse havde tegner Martin Rust, som efter flere år i udlandet er vendt tilbage til fødebyen Grenaa.
”Jeg kunne ikke undgå straks at bemærke alt det affald, der var i naturen. Oplevelsen af at færdes i naturen var anderledes end da jeg var barn”, siger han.
Derfor henvendte Martin Rust sig til Norddjurs Kommune. Det blev starten på et samarbejde, som resulterede i skilte i otte designs og to slags klistermærker. Alle med det formål, at få folk til at finde skraldespanden fremfor at efterlade affald i naturen.
Ingen skræmmekampagne
Skiltene, der nu er hængt op flere steder langs kysten og i skoven, har et udtryk, så børn nemt og hurtigt kan tolke budskabet. ”Tegningerne skal ikke fungere som en skræmmekampagne, men derimod give smil på læben, og få folk til at smide affaldet de rigtige steder” forklarer Martin Rust. Derfor er han også særlig glad for, at skiltene er lavet i en sådan kvalitet, at de kan holde i mange år.