Fortsæt til indhold

Ildsjæle fejrede bogudgivelse

Lokale bag ny bog om Djurslands herligheder

Samfund

Forleden var der fuldt hus på Café Kajkanten på havnen i Bønnerup Strand, da tre lokale ildsjæle holdte bogreception for deres bog ’Liv sejler på en næse’, en efterfølger til deres første bog ’Liv bor på en næse’.

Bøgerne er et 100 procent lokalt produkt med lokal kunstner, lokale forfattere og lokalt trykkeri. I bøgerne følger man Mågen Åge, Solsorten Piv og Pigen Liv i deres eventyr rundt på Djursland. Særligt for bøgerne er, at de gennem deres sjove fortællinger og smukke illustrationer viser seværdigheder, natur og historie fra Norddjurs. Bogen kan derfor fungere som en ”tag på tur bog”, hvor man kan følge i de tre venners fodspor og besøge spændende steder i Norddjurs.

I bogen ’Liv sejler på en næse’ kommer man blandt andet forbi Østjyllands Museum, Baunhøj Mølle, 50-kroners stendyssen og mange flere.

”Vi synes Djursland rummer så meget liv, natur og histore, og det vil vi gerne dele med områdets turister og medborgere. ’Liv sejler på en næse’ er anden bog i serien, men vi håber meget på at udgive seks bøger i alt, så vi kan få fortalt historier fra hele Djursland,” siger de tre forfattere.