Fortsæt til indhold

Norddjurs tog til Naturmøde i Hirtshals

Elever, lærere, dagplejere og pædagoger hentede inspiration

Samfund

Der var store smil på læberne fra nysgerrige politikere, skoletjenesterepræsentanter, dagplejere, skole- og dagtilbudsledere, lærere og elever fra Norddjurs Kommune, da de deltog på en oplevelsesrig inspirationstur til ”Naturmøde – folkemøde om naturen” i Hirtshals.

I Norddjurs Kommune er der bred enighed om, at den naturfaglige udvikling og dimension er vigtig for både dagtilbud- og for skoleområdet.

”Det kræver en fælles strategi og indsats og også at forskellige aktører inden for børn- og ungeområdet fra tid til anden får fælles oplevelser og inspiration, der kan bygges videre på,” siger skole- og dagtilbudsleder Lene Mehlsen Thomsen.

Uanset alder, tilbragte alle deltagerne fra Norddjurs en dag på den samme ”naturlegeplads”, hvor deltagerne blev inviteret til at debattere, samtale, smage og opleve – alt sammen med udgangspunkt i naturen og de muligheder, den byder på.

Og det glæder Børne- og ungdomsudvalgsformand Mads Nikolajsen, (SF), at der er så bred opbakning til at deltage i sådan et arrangement, og at både børn og professionelle kommer hjem fra Naturmødet med fornyet inspiration i rygsækken.

”Vi har så mange dygtige fagfolk, der bruger naturen i deres arbejde med børnene. Og vi har så meget natur at gøre det med - og i - her i Norddjurs Kommune. De har fortjent at få og give inspiration på naturmødet i Hirtshals”, mener han.

Fem 8. klasseelever fra Auning Skole havde valgt karamelkast og sidste skoledag fra for i stedet at deltage i Naturmødet i Hirtshals, og spændingen var høj, da flere af dem stod ansigt til ansigt med en af Danmarks vaskeægte naturnørder; Sebastian Klein, som de desuden har set folde naturen ud på fjernsynet, fra de var helt små.