Fortsæt til indhold

Simon er klar med det sunde sukker

Kærestens farmors diabetes satte 30-årig grenaaenser i gang med at udvikle et alternativ til almindeligt sukker

Samfund

Da 30-årige Simon Dalhofs kærestes farmor for to år siden fik konstateret diabetes, gjorde det ondt på ham at opleve den ældre kvinde lide under fraværet af sukker på havregrynene og i kaffen.

Det fik ham i gang med at udvikle et sundt alternativ til sukker - og det er nu ude i butikkerne i flere og flere butikker på Djursland under navnet Mamma’s Zugar.

”Det var forfærdeligt, da lægen sagde til min kærestes farmor, at hun risikerede at blive blind og miste det ene ben eller begge, hvis hun fortsat spiste sukkerholdige produkter,” siger den initiativrige grenaaenser.

De laboratoriefremstillede sukkererstatninger gav han ikke meget for, så i stedet endte en kreativ proces med, at der kunne produceres sundt sukker ud af grøntsager og frugt gennem en naturlig gæringsproces, som ender med en krystalisering, så produktet ligner sukker.

De forstod mig ikke

”Der var ingen producent, der for alvor forstod vigtigheden af råvarerne og de krav, jeg havde. De troede jeg var sindssyg. ”Kunden ved ikke, hvad der er i produktet”, sagde de og forklarede, at det jeg ville have var meget dyrere at producere, men jeg kunne ikke sætte en pris på min kærestes farmors helbred. Jeg kunne ikke fodre hende med giftige kemikalier og andre skadelige stoffer,” siger Simon Dalhof.

Han var efter næsten to års arbejde tæt på at give op.

”Men så ud af ingenting fik jeg et opkald fra en, der ville hjælpe. Han kunne se, at jeg var på en mission. Endelig havde jeg et gennembrud - og diabetisk sukker blev født,” siger Simon.

Han fortæller, at det ikke kun er diabetikere, som med fordel kan bruge den nye sukkererstatning,

”Der er jo ingen kalorier i, så jeg kalder det for det sunde sukker, og min egen mor har tabt sig efter at have skiftet det normale sukker ud,” siger han.

Som en pakke cigaretter

”Mamma’s Zugar” giver 70 procent af normalt sukkers sødme. Og ja, det er dyrere end almindeligt sukker - med en udsalgspris lige under de 40 kroner for en pose.

”Jeg plejer at sige, at en pose koster det samme som en pakke cigaretter,” siger Simon.

Poserne pakkes i et tidligere fabrikslokale på Grenaa Havn og herfra køres de ud til butikkerne.

”I første omgang koncentrerer vi os om Djursland, men vi skal nok få fat i både indland og udland. Vi ved jo desværre, at der kommer flere og flere diabetikere, så behovet er til stede, siger Simon, der i forvejen driver et firma, der lejer montører ud til facademontering med glas og aluminium i hele Danmark.

”Men lige nu føler jeg mig som en sukkersoldat i kamp mod giganterne, for det er ikke alle, der ser med lige venlige øjne på vores produkt. Lige nu er jeg ved at lægge sidste hånd på en opskriftsbog til den søde tand, hvor man kan bage kager, lave marmelade og saft med det sunde sukker.”