Whistleblowerordning skal tage livet af frygtkultur i Norddjurs
Der arbejdes videre mod færre forvaltninger, færre direktører og en slankere organisation i kommunen
Færre forvaltninger og en bedre sammenhæng i strukturen i Norddjurs. Og mere overskuelighed i den samlede indsats, der er planlagt for borgere med særlige behov. Det er overskrifterne på det nye udseende på kommunens organisation, hvor der i godt et halvt år er blevet arbejdet på for at skabe en mere trimmet og mere effektiv struktur.
Kommunen har haft konsulentfirmaet Zacho Advice fra Norge - ejet af den tidligere direktør i Billund Lufthavn og før det Region Syddanmark, Kjeld Zacho Jørgensen - til at levere en rapport med anvisninger på, hvilken vej, man skal gå.
En af de markante ændringer, der er lagt op til, er sammenlægningen af miljø- og kulturforvaltningen og erhvervs- og arbejdsmarkedsforvaltningen til én stor fællesforvaltning, der samler alle opgaver, der kan betegnes som borgerservice i bred forstand. Det betyder samtidig, at direktørstillingerne i de to forvaltninger nedlægges og erstattes af én direktør for den nye forvaltning.
Da sagen efter talrige møder bag lukkede døre, endelig var på en åben dagsorden på tirsdagens kommunalbestyrelsesmøde, medførte det en maratondebat med stor talelyst - og hvor borgmester Jan Petersen langt inde i debatten halede et forslag om at indføre en whistleblowerordning i Norddjurs op af hatten.
Frygt og tavshed
Det skete efter, at debatten i lang tid ikke rokkede sig ud af stedet om, hvorvidt der blandt kommunens 3700 medarbejdere er en frygtkultur og en tavshedskultur, hvor man ikke tør lufte kritik af frygt for ubehagelige konsekvenser.
SF’s Mads Nikolajsen var den første til at lufte kritik af forløbet.
”Vi er kritiske over for konsulentforslaget, selv om det også indeholder positive elementer. Centralt står, at mange høringssvar peger på mere tid til at behandle forslaget. Vi - SF, Enhedslisten og Liberal Alliance - er ikke imod forenkling, men stiller ændringsforslag om fortsat tre direktører til at lede kommunen,” sagde han.
Den socialdemokratiske ordfører Tom Bytoft mindede om, at konsulentrapporten er bestilt af enigt økonomiudvalg, og der er efterlyst en høj hastighed i sagsarbejdet.
Det virker i Syddjurs
”Det kritiseres vi så for nu. Men vi trænger til at få en mere moderne og langt mere decentral struktur. Vi får en koncerndirektion og fagchefer. Syddjurs har haft det til at fungere de seneste otte år – og der virker det. Jeg er ikke enig i, at høringssvar for det meste er negative. Vi skal også se på politikerrollen – vi skal blive langt bedre til at drive politik og ikke sagsbehandle, og ikke stille alt for mange spørgsmål, hvor vi selv kan finde svarene,” sagde han.
Der var ikke grædemur, da vi fyrede et halvt hundrede hjemmehjælpere og lærere, men nu hvor vi rører ved toppen, vågner folk på Facebook,” lød det fra Tom Bytoft.
Venstres Kasper Bjerregaard kaldte konsulentrapporten et solidt fundament til det videre arbejde.
”Politikere skal holde sig til egen banehalvdel og udstikke en kurs. Vi har et politisk behov for at ændre organisationen. Det er ikke altid rart, men nødvendigt og skal selvfølgelig færdiggøres på en ordentlig måde,” sagde han.
Socialdemokraten Lars Møller mente arbejdet skal gøres for borgernes skyld.
”De skal have et nemmere møde med os som system,” sagde han.
Stop den snak
SF’s Aleksander Myrhøj undrede sig over Kasper Bjerregaards snak om at spille på egen banehalvdel som politiker.
”Der er 12 politikere i ansættelsesudvalget ud af 19, så stop den snak. Men igen er alt for meget arbejde gennemført bag lukkede døre. Med en ultrakort høringsfrist – til at læse, forstå og kommentere. Vi ser usikkerhed hos medarbejderne - et tumultarisk 2018 giver ikke stabilitet hos dem. Alliancen mellem S, V og DF trækker igen tæppet væk under medarbejderne. Og vi tror ikke på den lovede besparelse. Vi har ikke lyttet til medarbejdernes ønsker. Hastværk og bundlinje kunne være de nye nøgleværdier i Norddjurs. Denne gang kommer problemerne ikke til os udefra – vi har selv skabt dem,” sagde Aleksander Myrhøj.
Liberal Alliances Jens Meilvang var ikke begejstret for oplægget – og har ikke mødt nogen, der er, når man møder dem en til en.
”Vi har spildt og brugt mange penge på dette arbejde, for jeg tror det bliver dårligere for Norddjurs. Jeg er bekymret for teknik og miljø-området, hvor jeg har været formand i otte-ni år. Vi har sagt farvel til to chefer og står nu til at miste en direktør. Det kommer til at koste i form af længere sagsbehandlingstid på områder, hvor vi i forvejen er langt bagud,” sagde Jens Meilvang.
Diana Skøtt Larsen fra Dansk Folkeparti undrede sig over, at man som politiker siger enten ja eller nej til det hele i konsulentforslaget.
”Er det rigtigt at gøre? Jeg føler rapporten vil lukke munden på os som politikere, så jeg tager forbehold,” sagde han.
Hvad er strategisk ledelse?
Ulf Harbo fra Enhedslisten: ”Der står strategisk ledelse mange steder i rapporten. Hvad betyder det og hvor mange borgere ved det?
Socialdemokraten Niels Basballe: ”Det er det rigtige tidspunkt for en ny struktur, nu hvor økonomien forhåbentligt vender”.
Borgmester Jan Petersen kritiserede, at der i debatten var brugt et ord som nedsmeltning om rapportens konsekvenser.
”Så galt går da det ikke. Hvad er det for en vurdering at have på forhånd? Vi har dygtige ledere og ansatte i kommunen. Og får de samme rettigheder til politikere. Det kan en konsulent ikke ændre på. Han ikke lave om på styrelsesloven. Jeg anerkender, at der er skepsis i høringssvar. Vi får en smallere ledelse og bedre organisation – og kan drive kommunen billigere. Der er 3,5 millioner at spare på ledelse,” sagde Jan Petersen.
Kasper Bjerregaard svarede Ulf Harbo: ”Strategisk ledelse er at have længere lys på. Tænke lidt længere. Og jeg tror ikke på, at der en frygtkultur i Norddjurs.
Socialdemokraten Allan Gjersbøl Jørgensen: ”Det gør ondt at sige farvel til en medarbejder – uanset om det er en direktør eller en menig medarbejder”.
Aleksander Myrhøj slog fast: ”Der er frygtkultur. Det er der. Punktum.”
Borgmester på banen
Og det fik så borgmester Jan Petersen på banen med sit forslag om at indføre en whistleblowerordning - selv om kun en begrænset del af landets kommuner har indført faktiske ordninger for anonyme tip fra medarbejderne.
”Er en whistleblowerordning det, der skal til for at fjerne frygtkultur? Så vil jeg gerne foreslå det,” sagde Jan Petersen.
Ulf Harbo glædede sig.
”Det var en del af konstitueringsaftalen allerede i 2014, men siden er der ikke sket noget. Det vil være glædeligt, hvis det sker nu.”
Den to timer lange debat endte med en afstemning, der gav fem stemmer - LA, SF og Enhedslisten - for disse partiers ændringsforslag, og det store flertal, S, V, DF og K - stemte igennem, at der arbejdes videre med beslutningsoplægget til en ny organisering og at Zacho Advice får opgaven med at rekruttere en ny direktør for en fællesforvaltning.