Mad fra bunden på højskole på Anholt
Anholt har meget andet at byde på end sol og sommer
Mad fra bunden er temaet for påskens højskoleuge på Anholt - og det skal forstås helt bogstaveligt. Nemlig mad fra havbunden.
Bag kurset står Anholt Højskoleforening. Et nystartet projekt, som arbejder med at etablere lokalt forankrede højskolekurser på Anholt.
Malene Pedersen og Birgitte Dahl Jeppesen, som er to af initiativtagerne bag projektet, fortæller, at de synes Anholt har meget at byde på ud over lange strande og havne liv i sommerferien. Derfor satte de sig for at planlægge en række korte kurser i løbet af 2019, hvor hovedkræfterne er lokale undervisere og fag, som tager udgangspunkt i havet, naturen og de faciliteter der findes på øen.
Det første kursus i påsken kommer især til at handle om at lave mad fra (hav)bunden og kursisterne får mulighed for at lære om filetering af fisk, at ordne krabber og koge hummere, som er en af de specialiteter mange forbinder med Anholt. Bagning med surdej, fermentering og hjemmefabrikering af pølser er nogle af de andre emner på programmet. Og derudover er der også mulighed for at lære Anholt bedre at kende, for der skal sankes urter i naturen, tages billeder og fodres ved grisene.
Fordi Anholt højskole ikke har deres egne bygninger endnu, så låner man sig ind på skolen, der har lukket i påskeferien. Det er sådan man kan hjælpe hinanden på en lille ø. Projektet har desuden modtaget støtte fra Nordeas projekt ”Kysten er klar” og fra det energiselskabet NRGI og Grundejerforeningen på Anholt.
I forsommeren følger de to næste kurser. Først et kursus, som holdes på havnen i Anholt med vandsport og akvarel på programmet og derefter et familiekursus i skoven, med musik, kreativt værksted og masser af lege ved vandet. Ved at bruge forskellige lokaliteter og tilbyde en bred vifte af fag, så håber initiativtagerne bag højskolen at få afprøvet så mange af de lokale kræfter, som muligt, i det år projektet løber.