Stort flertal for B45-byggeri i Åbyen
To gode projekter at vælge imellem for de lokale politikere
En næsten enig kommunalbestyrelse har besluttet, at det skal være boligselskabet B45, der skal bygge almene boliger på en kommunal grund i Åbyen i Grenaa. Kun Dansk Folkepartis Steen Jensen markerede kraftigt sin modstand mod det valgte projekt, som DF-gruppens tre medlemmer stemte imod, mens Liberal Alliances Michael Vejlstrup stemte blankt. Alle andre støttede B45-projektet.
Både Grenaa Andelsboligselskab, som i forvejen har stået for byggeri af lejelejligheder i Åbyen, og B45 har udarbejdet og indsendt deres forslag til et alment byggeprojekt, og der skulle nu tages stilling til, hvilke af de to projekter, der skal vælges.
Forvaltningen har haft nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra planafdelingen, byggesagsafdelingen, vej og ejendomsafdelingen samt en energiteknolog til at vurdere begge projekter. Og det fremgik tydeligt af bilagsmaterialet, at man her var B45-projektet venligt stemt, mens tommelfingeren flere gange blev vendt nedad over for Grenaa Andelsboligselskabs projekt.
Projektet skulle udvælges på baggrund af følgende kriterier som anført i udbuddet: ”Udvælgelse af bygherre vil ske på grundlag af en samlet vurdering af det under alle omstændigheder mest fordelagtige tilbud. Indpasning i byen, fremtidig drift af byggeriet, arkitekturen og samspillet med omgivelserne, gennemførelse og pris vil blive vægtet”.
Herudover har Norddjurs Kommune i 2013 vedtaget en almen boligpolitik, som siger: ”I opførelse af nye almene boliger og renovering af eksisterende boliger, skal der være fokus på miljørigtige løsninger, så de almene boliger påvirker miljøet, infrastrukturen og økonomien mindst muligt. Der skal således etableres bæredygtige og alternative bygge- og boligformer. I den forbindelse skal huslejeniveau, materialevalg og indretning være centralt i udformningerne af de konkrete projekter – nybyggeri såvel som renoveringsprojekter”.
B45 bød mest for grunden
Af sagen fremgik, at Grenaa Andelsboligforening har budt 10,8 mio. kr. og B45 har budt 10,9 mio. kr. for grunden i Åbyen.
Steen Jensen åbnede debatten i salen med at begrunde hvorfor han som den eneste hele vejen igennem har været imod B45-projektet og for Grenaa Andelsboligforenings projekt.
”Det er fordi deres projekt er bedre og pænere, og det har en del borgere henvendt sig til mig om, og bedt mig om at gøre et eller andet. Det er godt nok håbløst, for det er jo ikke let at lave om på noget, når I ikke vil indrømme, at I har taget fejl,” sagde Steen Jensen direkte henvendt til resten af kommunalbestyrelsen.
Han kritiserede - på vegne af de utilfredse borgere - at B45-projektet opererer med altaner stikkende ud til højre og venstre, og hvor de højerebeliggende boliger kan kigge direkte ned på de nederste altaner, mens GAB-projektet giver solfyldte altaner med de bedste udsigter.
På svampe?
”Når jeg snakker med beboerne i Andelsboligforeningens nuværende boliger roser de altaner vendt mod syd. Jeg ved ikke, hvilke svampe B45-arkitekten har været på, da hun tegnede. Men det kan selvfølgelig være, at jeg har snakket med de forkerte,” sagde han og karakteriserede B45-projektet som ”noget dingelværk”.
Venstres Niels Ole Birk tog B45 i forsvar. Han betegnede det som svært at vælge mellem to gode projekter.
”Fra min side, så er det her 380 graders view, som man får med B45-byggeriet i et attraktivt område - med udsigt til både byen, åen, letbanen og sundet mod vest - der giver den rette mangfoldighed. Der skal være mulighed for at se byens lys og kirketårnet om aftenen,” sagde Niels Ole Birk, der også mente, at det gav B45-plusser for en klimavenlig løsning og fleksibel indretning af lejligheder.
SF’s Aleksander Myrhøj mente dog, at en 380 graders løsning - som Niels Ole Birk nævnte - var at love lidt for meget.
”Jeg er enig i de kvaliteter, som Niels Ole Birk nævner, men et fælleshus er også et godt tilbud til de kommende beboere.