Fortsæt til indhold

Emilie vender hjem til Aarhus for at starte friskole

28-årige Emilie Skaarup Bruhn drømmer om at kunne slå dørene op for en friskole i det nordlige Aarhus i 2022. Forarbejdet er i fuld gang.

Samfund

Flere byfællesskabs-facebookgrupper i den nordlige del af kommunen har i den seneste tid fået henvendelser fra Emilie Skaarup Bruhn. Den drejer sig om opstarten af en friskole, og målet er klart:

»Målet er at skabe en skole, der giver mening. Det er en drøm for mig at starte en friskole, og den har jeg efterhånden haft i mange år og faktisk en af grundene til, at jeg tog en læreruddannelse. Simpelthen for at kunne starte min egen skole engang. Den almindelige folkeskole har efter min mening lidt for stramme regler og rammer, den skal leve op til. som gør ting svære at gennemføre,« siger den 28-årige Aarhus-kvinde.

»Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle forvente, da jeg skrev efter interesserede om opstarten af en ny friskole, men jeg har fået rigtig mange positive og søde beskeder fra interesserede forældre. Hovedsageligt fra Skæring og Skødstrup, så bliver nok de områder, vi går efter,« siger hun.

Hun har altid haft en tilknytning til det nordlige Aarhus på grund af sin gymnasietid i Egå og forældrenes kolonihave i Risskov.

Emilie Skaarup Bruhn er født og opvokset i ’Smilets By’, gået i folkeskole på Samsøgades Skole og på gymnasiet i Egå samt Aarhus Akademi. Læreruddannelse blev påbegyndt på Trøjborg, men afsluttet i Roskilde. For sammen med sin kæreste og deres to børn er de i øjeblikket bosat på Sjælland på grund af kærestens ph.d.-ansættelse på København Universitet.

Brænder for at udvikle

»Men vi vil gerne hjem. Familien og venner trækker i os. Om et år er min kæreste færdig på Københavns Universitet, og jeg skulle også gerne have afslutte min kandidatgrad, og så vil vi gerne bosætte os i det nordlige Aarhus. Og det er selvfølgelig også en grund til, at vi godt kunne tænke os at placere en friskole der. Så det er også en måde at sikre, at vores børn får et godt sted at gå i skole,« fastslår den uddannede lærer, som dog ikke selv har planer om at arbejde på den kommende friskole.

»Jeg brænder mere for at udvikle end for at undervise. Så jeg vil holde mig til at være i en udviklingsgruppe og en kommende bestyrelse. Så det er altså ikke fordi, jeg vil skabe en arbejdsplads for mig selv. Formålet er at skabe en god skole for en masse børn. På en friskole kan man lidt bedre selv organisere, hvordan det hele skal foregå, så man rent faktisk kan gennemføre det, der giver mening,« pointerer Emilie Skaarup Bruhn.

Første møde på vej

Hun er nu i gang med at samle en udviklingsgruppe blandt dem, der har meldt tilbage på Facebook-opslaget. Og gruppen er stadig i den spæde opstartsfase. I næste uge er det planen det første virtuelle møde skal holdes.

»Første skridt er at finde ud af, hvem der synes det kunne være relevant at være med i udviklingsgruppen. Og så skal vi finde ud af, hvor er det realistisk at starte op henne i forhold til forældreopbakning. Opbakningen bestemmer placeringen af friskolen,« fastslår Emilie Skaarup Bruhn.

På den kommende friskole skal der være fokus på projektorienteret undervisning.

»Jeg vil gerne have mulighed for er at gøre skolen til en LEAPS-skole, så vi kan få professionel sparring og konkrete redskaber til at gennemføre denne type undervisning,« siger Emilie Skaarup Bruhn og oplyser, at LEAPS står for ”Læring og Engagement gennem Autentiske Projekter med fokus på Science”.

»Der er tale om projektorienteret undervisning, som tager udgangspunkt i noget, der er relevant for eleverne, så kan de forskellig fag byde ind i det omfang, hvor det giver mening,« lyder det fra idékvinden, som håber på at kunne åbne en ny friskole til august 2022, hvis alt flasker sig.

Hvis man vil høre mere om den kommende friskole, kan man kontakte Emilie Skaarup Bruhn på: emiliesb22@gmail.com