Fortsæt til indhold

Jan Mølby på scenen i Pavillonen

Og der er ikke adgang for folk i Manchester United-trøjer

Samfund

Endnu et foredrag med et stort dansk sportsnavn ruller over scenen i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, når man kan opleve Jan Mølby - The Great Dane Live onsdag 20. marts klokken 19.

Ikke mange danske fodsboldspillere har haft en karriere, der kan måle sig med Jan Mølbys. På 12 sæsoner vandt han tre engelske mesterskaber og tre FA Cup-finaler med Liverpool FC, hvilket har givet ham legende-status i Beatles-byen.

I perioden spillede The Great Dane sammen med flere af datidens største profiler som Kenny Dalglish, John Barnes og den faste værelseskammerat Ian Rush. Det har kastet masser af uforglemmelige øjeblikke af sig både på og uden for banen – øjeblikke som Jan Mølby eksklusivt går i dybden med på scenen.

Man kan blandt andet høre om dengang, da Bruce Grobbelaar måtte sys med 30 sting inden VM-finalen for klubhold, eller da Mølby slog syv tænder ud på Upton Park. Få også svar på, om han stadig har en butler, og hvorfor han ikke var på julekort med Richard Møller Nielsen. Og bare for en god ordens skyld skal det nævnes, at der ikke er adgang for folk i Manchester United-trøjer…