Hvor svært kan livet være?
Teater med Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard i Kulturhuset Pavillonen
Grenaa har ikke en teaterforening længere, men der er stadig mulighed for at opleve levende skuespillere på scenen. Som for eksempel forestillingen ”Livet – Hvor svært kan det være?” med Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard. De gæster Kulturhuset Pavillonen i Grenaa mandag 4. februar klokken 19.30.
Skuespillerne kender vi fint fra masser af tv-satire, Cirkusrevyen og masser af film på det store lærred. Her er de i levende live her på scenen i er humoristisk teaterstykke, der er en poetisk og humoristisk fabuleren over livets forskellige stadier set gennem et livslangt venskab.
Man følger vennerne Tom og Alex fra de dør til deres allerførste møde i barndommen. For historien fortælles baglæns.
Vi begynder altså med døden - så er det triste ligesom overstået. Så følger en række genkendelige livskapitler: Fra senilitet med åbent tishul, over modenhed og ældregymnastik, midtvejskriser og absurde bodelinger. Vi fortsætter kronologisk baglæns med karriere, familie, den store kærlighed og livets tilfældigheder. Derefter de grænseløse ungdomsdrømme, den spirende seksualitet og løfterne om evig troskab - sværget med blod! Og vi slutter selvfølgelig med begyndelsen. Et venskab, der begynder med slikposer, snotnæser og – nå ja - åbent tishul.