"Den skal have fuld gas ellers er jeg bekymret for, at den ikke går igennem"
Tonen skærpes i sagen om en 36 meter høj mobilmast i det dyreste sommerhusområde ved Grenaa Strand.
Planerne om at rejse en 36 meter høj mobilmast i det dyreste sommerhusområde ved Grenaa Strand møder mere og mere modstand, og nu har Norddjurs Kommunes miljø- og teknikudvalg udsat sagsbehandlingen af de mange indsigelser i en måned, fordi der er kommet mange nye oplysninger frem.
Samtidig har en af de utilfredse sommerhusejere, Gunnar Thybo Johansen, skruet op for kritikken. Han er uitilfreds med, at hverken den administrative eller politiske ledelse af området, har reageret på hans henvendelser.
Holdt for nar
”Jeg føler mig fuldstændig holdt for nar. Kommunen skriver i lokalplanforslaget, at man har undersøgt flere placeringer, men det har man ikke. Og man fortæller ikke, at masten skal være så høj for, at TDC kan tjene penge på at lade andre mobilselskaber få plads på masten,” siger Gunnar Thybo Johansen.
Han har bedt om aktindsigt i sagens dokumenter, og især en mail fra Norddjurs Kommunes sagsbehandler til selskabet, der ønsker masten rejst, har fået ham helt op i det røde felt.
”Her fortæller sagsbehandleren, der jo også skal varetage mine og andre borgeres interesser, at hun fik et mindre chok, da hun så illustrationerne, der viser, hvor meget masten vil være synlig i området. Derfor anbefaler hun, at der skal smøres tykt på for at få sagen kørt igennem det politiske system. ”Den skal have fuld gas, ellers er jeg bekymret for, at den ikke går igennem”,” skriver hun. Det er virkelig langt ude,” mener Gunnar Thybo Johansen.
Formand ” med på vognen”
Han er heller ikke tilfreds med, at den kommunale sagsbehandler i mailen skriver, at hun har talt med formanden for sommerhusforeningen for at orientere hende om masten.
”Hun var meget glad for at blive orienteret på forhånd, og sagde, at hun godt kunne se, at der var brug for en mast, og at placeringen var ok. Det er godt at have hende med ”på vognen”, så vi kan håbe, at der kommer færre klager”, står der i mailen.
Den vurdering er formanden for Sommerhusforeningen ved Grenaa Strand, Karoline Lynggaard, heller ikke glad for.
”Jeg fik en orientering om masten i august og spurgte ind til, om andre placeringsmuligheder var undersøgt - og fik det svar, at det var det. Vi er i foreningen udmærket klar over, at mobilbrugere med TDC-abonnement har dårligere dækning end kunder hos Telenor. Men at det skulle betyde, at jeg er ”med på vognen” er da langt ude at påstå,” siger Karoline Lynggaard.
Mærkelige sætninger
Hun har set den pågældende mail og synes, at det er nogle ”virkeligt mærkelige sætninger” at bruge i en sagsbehandling.
”I første omgang var det ikke vores holdning i bestyrelsen, at vi ville komme med en indsigelse, for vi vil jo alle gerne have god mobildækning. Jeg tog så kontakt til Norddjurs Kommune her i det nye år og spurgte endnu engang, om der ikke var mulighed for en anden placering af masten - og fik nu det svar, at det var der. Så kom der også en indsigelse fra os,” siger Karoline Lynggaard.
Sommerhusforeningen mødes fredag med udvalgsformand Jens Meilvang, LA, og andre udvalgsmedlemmer.
”Det bliver et møde, hvor TDC indledningsvist får en halv time til at redegøre om forløbet set fra deres side, og så tager vi bagefter en snak med sommerhusejerne. Når vi har udsat udvalgsbehandlingen en måned, skyldes det, at vi har fået mange henvendelser og forslag i de indsigelser, der er kommet.,” siger Jens Meilvang.
Om de citater, der er bragt på banen fra korrespondancen mellem Norddjurs Kommune og TDC siger han: ”Jeg har først set dem for fem minutter siden, og dem bliver vi nødt til at undersøge nærmere. Om der er tale om lidt for friske bemærkninger, som ikke ser så godt ud på tryk, ved jeg ikke, men det kigger vi på. Det er jo sagsbehandlerens rolle at varetage borgernes interesser også og stille kritiske spørgsmål,” siger Jens Meilvang.