SFO Cup med 16 år på bagen
De små ben kommer i aktion i Østre Hallen ved Kattegatskolen
Mange børn har gennem årene stiftet bekendskab med den holdånd, spænding og action, der findes indenfor idrættens og - i denne sammenhæng - fodboldens verden, for SFO-CUP i Grenaa har nu gennem 16 år samlet flere hundrede børn i Østre Hallen til en intens, sjov og udviklende gang bevægelse - fordelt på to fredage med henholdsvis 0./1. klasser - i år er det fredag 18. januar - og 2./3. klasser fredagen efter, 25. januar.
Der spilles pigeturnering i den ene ende af hallen, mens drengene indtager den anden ende og fra kl. 13.15 til cirka 16 er der næsten konstant kampe blandt både pigerne og drengene, indtil der er fundet de tre bedste hold hos hvert køn.
De vindende hold får flotte præmier, sponsoreret af lokale forretninger, institutioner eller endog private personer. Det understreges dog at dette er et stævne hvor alle - begynder eller øvet - kan være med og ikke er et ”elitestævne”.
Forældre, bedsteforældre og søskende kan denne dag komme og heppe, og de voksne kan ovenikøbet få slukket tørsten med gratis te eller kaffe, og det er med til at skabe de hyggelige rammer omkring denne sociale sportsbegivenhed. De spillende børn er der også tænkt på, derfor er både sponsorerede boller og frugt til dem, så de får noget ”benzin” på undervejs.
Spillerne kommer fra SFO’erne på fire skoler i Norddjurs kommune, nemlig Kattegatskolen, Vestre Skole, Norddjurs Friskole og Mølleskolen. Det vil så være sidste gang Mølleskolen er med under dette navn, da skolen jo som bekendt lukker med udgangen af dette skoleår.