200 til juletræsfest i Grenaa
Fagforeningen FOA holder fast i juletraditionen med at invitere medlemmer med familie
Knap 200 børn, forældre og bedsteforældre hyggede sig i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa til FOA´s juletræsarrangement.
Julemusikken blev leveret af 2xBent.
Højdepunktet på dagen var at se børnenes overraskelse over, at julemanden kunne finde til Pavillonen i Grenaa. Den gamle julemand på 534 år kunne få børnene og bedsteforældrene op af stolene til dans omkring juletræet til tonerne af de velkendte julesalmer. Julemanden formåede at holde børnene engagerede i en times tid, så var det også nok. Nu vil vi have godteposer, blev der råbt.
Sikke en glæde, så meget slik på en gang.
Lilly Hansen deltog i FOA´s arrangement for 46. gang. Hun har deltaget siden DKA tiden i Randers, og siden hen i Ebeltoft. Og endeligt da DKA fusionerede med Husligt Arbejderforbund i 1993, har arrangementet siden været afholdt i Pavillonen i Grenaa. I dag har Lilly sine børn, svigerbørn og børnebørn med.
”Det er en rigtig hyggelig eftermiddag, som er en fast og god tradition. Dem skal man værne om,” siger Lilly Hansen.
FOA´s sidste medlemsarrangement i 2018 sluttede af med børnenes ballondans, også en fast tradition til juletræsfesterne i henholdsvis Grenaa og Randers.