16 ud af 17 bestod sprogundervisningen i Norddjurs
94 procent bestod prøven og er nu klar til arbejdsmarkedet
Med en beståelsesprocent på 94,12 bestod 16 ud af 17 studerende i Sprogundervisningen i Norddjurs Kommune danskeksamen i december måned. De er nu klar til at varetage fuldtids- ordinært arbejde.
Flere af dimittenderne er dog allerede i ordinært arbejde, andre er i sprogpraktikker på lokale virksomheder, og nogle starter på VUC i januar.
Det er to-fire års vilje og hårdt arbejde med at tilegne sig et dansk sprog, der nu er blevet belønnet med afsluttende eksamen. For flere af dimittendernes vedkommende ligger det danske sprog ikke lige for at lære, fordi dansk tilhører en helt anden sprogstamme end fx arabisk, så derfor skal der blandt andet arbejdes intenst med helt andre grundregler for grammatik - og der skal laves andre ”twists” med talemusklerne for at opnå en forståelig udtale.
Sprogskolens hovedfokus er en arbejdsmarkedsrettet tilgang til danskundervisningen, så skolens kursister sprogligt får en basisviden, når integrationsborgerne allerede tidligt i deres integrationsforløb kommer i sprogpraktikker for af den vej at styrke deres dansksprogkundskaber i det virkelige erhvervsliv.
225 kursister
Der er for nuværende 225 kursister på Sprogskolen – 125 selvforsørgende kursister og 120 integrationsborgere. Det er Sprogskolens opgave i samarbejde med kommunens jobcenter at forberede de nye integrationsborgere til selvforsørgelse, job og uddannelse. De selvforsørgende kursister har allerede arbejde og betaler egenhændigt for sprogundervisning.
Alle lærere på Sprogskolen i Norddjurs Kommune har sammen med Randers Sprogskole været på kurser henover efteråret, der omhandler samarbejde med virksomheder i forhold til virksomhedsforlagt undervisning og metoder til at undervise arbejdsmarkedsrettet i fagsprog. Kurserne har været understøttet af SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration).
Tre niveauer
Kursisterne på Sprogskolen er fordelt på tre undervisningsniveauer – danskuddannelse 1, 2 og 3. Niveau 1 er for kursister, der ikke har nogen skolebaggrund. Kursister på niveau 2 har typisk arbejdsmæssig erfaring og en kort uddannelsesmæssig baggrund. Niveau 3 har alle en længerevarende universitetslignende uddannelse bag sig. Af dimittenderne i Norddjurs Kommune har èn kursist på danskuddannelse 3 og 15 på danskuddannelse 2 bestået deres danskeksamen.
Dimittenderne blev fejret i Sprogskolens fælleslokaler på Søren Kannes vej. Formand for erhvervs- og arbejdsmarkedsudvalget, Else Søjmark, (S), arbejdsmarkedschef Erik Holck Hansen, sagsbehandlere, jobkonsulenter, sprogskolens lærere og personale samt familie og frivillige var alle mødt op for at hylde de glade dimittender, der med et eksamensbevis i hånden, var fulde af forventninger, drømme, håb om - og ikke mindst vilje til at erhverve sig en plads i et nyt arbejdsfællesskab.