Fortsæt til indhold

Konference på Stena-færge

Færgen flyttede sig ikke - men det skal samarbejdet over Kattegat gerne gøre

Samfund

Hvordan bliver Djursland en attraktiv samarbejdspartner?

Det var overskriften på den store erhvervskonference ”Made By Djursland”. Norddjurs og Halmstad Kommuner var blandt deltagerne, og de to kommuner har mange ideer til et stærkere samarbejde.

Konferencen ombord på færgen Stena Nautica - mens den alligevel holdt weekendpause i Grenaa - havde fokus på utraditionelle løsninger, innovation og erhvervssynergier. Deltagerne talte erhvervsfolk og politikere fra hele Djursland, som fik selskab af kolleger fra den anden side af Kattegat.

Fra Norddjurs Kommune deltog blandt andre viceborgmester Benny Hammer, (K) og kommunaldirektør Christian Bertelsen. De indgik i dialog med blandt andre repræsentanter for Halmstad Kommune.

Turisme og uddannelse

Det er især på turisme-og uddannelsesområdet samt indenfor erhverv og infrastruktur, at der er muligheder for et tættere samarbejde mellem Norddjurs og Halmstad. Det kan for eksempel være i form af praktikpladser, ved at øge overnatningskapaciteten og se på muligheder for at koble forskellige transportformer sammen, eksempelvis at kombinere færgen med den kommende letbane. Overskriften for det hele er: Det gode samarbejde og de gode relationer.

”Vi prioriterer tætte samspilsrelationer, og målet er at skabe rammerne om et konkret samarbejde mellem virksomheder på tværs af Kattegat. Konferencen var en meget velegnet anledning til at understrege det gode samarbejde og videreudvikle de spændende potentialer i at knytte Norddjurs og Halmstad samt den øvrige Business Region Aarhus endnu tættere sammen”, siger Benny Hammer i en pressemeddelelse fra Norddjurs Kommune.

Tre netværksblokke

Der var indlagt tre netværksblokke til konferencen, så deltagerne kunne koble sig på de spor, de fandt mest interessante. Der var også afsat tid til netværk og dialog på tværs, så de faglige input blev suppleret af uformelt samvær og relationsskabelse.

Sporene handlede blandt andet om, hvordan erhvervsudviklingen kan understøtte Stena Lines strategiske tiltag, som man med genåbning af færgeruten mellem Grenaa og Halmstad i slutningen af 2019 vil intensivere. Til den tid stopper sejladsen til Varberg, som Grenaa har haft forbindelse med siden etableringen af Europafærgen.

De øvrige spor handlede om, hvordan man skaber en grønnere bundlinje samt tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere.

Konferencen Made By Djursland har fundet sted en gang årligt siden 2015 og arrangeres i et samarbejde mellem Business Djursland, Viden Djurs, Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune.