Fortsæt til indhold

Fuldt hus til Johnny Madsen

Akustisk triokoncert med den vestjyske rockpoet

Samfund

Salen er fyldt, når Kulturhuset Pavillonen lørdag klokken 20 præsenterer Johnny Madsen i selskab med sine musikalske makkere Knud Møller på guitar og Henrik From på trommer.

Har man bare én gang oplevet Madsens akustiske triokoncerter, ved man, at dette er den allerbedste måde at komme helt tæt på den vestjyske rockpoet.

På deres vej vil Johnny Madsen, Knud Møller og Henrik From servere såvel højdepunkter som skæve øjeblikke i de neddroslede, men alligevel højtflyvende akustiske versioner af Madsens sange, der er trioens varemærke.

I denne akustiske konstellation levnes der også plads til Thyborøn-drengens særdeles underholdende mikro-sociologiske iagttagelser fra landets randområder. Og altid veloplagte Madsen deler ofte og gerne ud af sine knivskarpe betragtninger af, hvordan vi som mennesker gebærder os i hinandens selskab - ofte med inspirationen hentet fra kunstnerens egen udkigspost på Fanø og naturligvis altid med et permanent funklende glimt i øjet.