Mikael Wiehe holder fanen højt

Han har været på de svenske nynazisters dødsliste i årevis og haft oplevelsen af at se en bombe blive detoneret foran hans hus i Malmø. Har set sin fordør blive ødelagt og budskaber med had skrevet på hans husmur. Og fået skudsikkert glas i vinduerne.

Men altid været tro mod sine idealer og bevaret sin plads på den svenske venstrefløj. Uden nogensinde at have været medlem af et politisk parti. Men blot har sunget sange om international solidaritet, frihed, social retfærdighed - og såmænd også enkle hverdagsskildringer om menneskelige relationer og storslået natur.

72-årige Mikael Wiehe stod tirsdag aften og åbnede efterårets koncertprogram i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa. Helt alene med sine guitarer og en stribe stærke sange.

”Nogle vil I kende, andre er nye for jer - og nogle vil I måske håbe, at I aldrig skulle have hørt,” lød det knastørt fra den svenske troubadour, der lagde stærkt ud med sangen ”Titanic” - skrevet og indspillet for 40 år siden. Selvfølgelig ved første øjekast om skibet, der ikke kunne synke, men som i Wiehes fortælling også beskriver klassesamfundet, hvor de fleste reddede kom fra de øverste dæk, mens tabstallene var helt anderledes på dækkene, der husede passagerer med billetter til anden-og især tredjeklasse. Og som der selvfølgelig ikke var redningsbåde til.

Dansk-svensk

Mikael Wiehes far var den danske journalist og modstandsmand Adam Wiehe, moderen keramikeren Estrid, som han fulgte med til Sverige og Malmø, da han var seks år gammel og forældrene blev skilt.

Så selv om sangene fremføres på et skånsk, som man kun kan holde af - og svinger helt uimodståeligt, så kædes de sammen af Mikael Wiehe på formfuldendt dansk.

Mikael Wiehe kender følelsen af at komme til et andet land som fremmed. Selv om turen over Øresund til Malmø var kort, så blev han straks i skolen kaldt ” den danske skiderøv”.

Sit samfundsengagement har han forklaret således: ”Den venstrefløj, som jeg tilhørte, stræbte efter en verden, hvor folk var lige og frie, og det var de jo ikke i Sovjetunionen, det kunne enhver se, men det er de heller ikke i Rusland i dag. Nogle er enormt rige, og andre er enormt fattige. Den nyliberalisme, vi oplever nu, er kynisk. Man kan ikke måle menneskers lykke på, hvor mange elektroniske apparater de har. Jeg bor godt, drikker gode vine og jeg har stor glæde af de motorveje, der eksisterer, men jeg tror ikke på en verden, hvor det hele handler om, hvem der tjener flest penge.”

Tro mod idealerne

Nogle vil sikkert mene, at Mikael Wiehe lever i en osteklokke, men man kan kun få respekt for en mand, der er tro mod sine idealer. Dem delte han med sin mangeårige musikalske makker, Bjørn Afzelius, som han spillede sammen med i Hoola Bandoola Band og siden i duosammenhæng - lige til Bjørn Afzelius alt for tidligt forlod denne verden i 1999 efter at være ramt af lungekræft.

På scenen fortæller Mikael Wiehe, at han stadig drømmer om Bjørn Afzelius.

”I drømmene skal vi altid lige til at gå på scenen, men jeg kan ikke finde min guitar, så jeg leder og leder - lige til jeg vågner og indser, at det desværre kun var en drøm,” sagde Mikael Wiehe inden han hyldede sin gamle kompagnon med ”Sång till friheten”. Så sad man der i salen - måske med en lille tåre pressende sig på. Det var stærkt.

Han hylder Sverige med en forsvenskning af Woody Guthrie-klassikeren ”This Land Is Your Land” med musik af Guthrie og fin tekst af Michael Wiehe. En sang, der hylder den storslåede svenske natur, så gult og blåt, at Sverigedemokraterne kunne finde på at synge den til valgfesten om et par uger.

Og viser med ”Portvagten” fra sit 2017-album af samme navn, at han stadig formår at skrive sange med et budskab. Det samme med ”Släpp In Meg” om flygtningestrømmene til Europa.

Mange vil sikkert ryste på hovedet og kalde Mikael Wiehe for en naiv tosse, der intet har fattet.

Selv er han ligeglad. Han vil kæmpe videre.