Efter 28 år og to blodpropper: Ostejydens ejer lukker ned
Grethe Velstra har været i ostebranchen i over 50 år. Og hvis man spørger hende, om hun glæder sig til at slippe fri fra livet som sælger af alverdens oste, er svaret klart: »Jeg elsker stadigvæk mit job og er også en lille smule ked af, at jeg faktisk har solgt butikken.«
Det er ikke kun 2021, der er ved at nå sin afrunding. Det samme er forretningen Ostejyden, som indehaver Grethe Velstra - tidligere Stofsky - har besluttet sig for at sælge. En beslutning, der ikke har været nem, da forretningen har været i Grethe Velstras liv i 28 år:
»Jeg har været lykkelig for at være der. Altid,« fortæller hun.
En epoke er slut, og ostekendingen takker af. Næsten da.
Fra guldhorn til ost
Grethe Velstra har været i ostebranchen siden 1971, hvor hun var 17 år gammel.
Arbejdslivet som selvstændig i ostebranchen var ellers slet ikke det, som Grethe Velstra forestillede sig, da hun som 16-årig kom i lære som smørrebrødsjomfru hos Guldhornene i Aarhus. Men en dag fik hun et tilbud fra den nu lukkede ostebutik Byens Ost i M. P. Bruuns Gade:
»En af mine kommende kollegaer syntes, jeg lignede en, der duede til det,« fortæller Grethe Velstra over en lettere hakkende telefonforbindelse.
Hun sidder i sin bil på vej på arbejde; Ostejyden i Veri Center i Risskov skal åbnes om en times tid.
»Jeg havde lange, sene vagter i smørrebrødsforretningen, og som 16-årig var det ikke så sjovt at gå der alene om aftenen,« fortæller hun videre.
Det var Grethe Velstras’ nu afdøde ægtemand, Jan Stofsky, der syntes, at hun skulle prøve kræfter med på jobbet i Byens Ost. Hun søgte og fik stillingen, så livet i lære som smørrebrødsjomfru var en kort fornøjelse på et års tid, som Grethe Velstra ikke kom tilbage til.
For i 1993 købte Jan Ostejyden i Veri Center i Risskov. Sammen drev de to forretningen i 22 år, indtil Jan gik bort i 2015.
Blodpropper
»Da jeg stod i Byens Ost, sagde jeg altid, at jeg aldrig skulle være selvstændig. Men det kom sig så alligevel, fordi Jan købte butikken. Da han så desværre døde, overtog jeg. Og jeg har været lykkelig for at være der. Altid,« fortæller Grethe Velstra, da snakken falder på at være selvstændig.
Efter en kort pause i telefonen, siger hun så:
»Jeg elsker stadigvæk mit job, og jeg er også en lille smule ked af, at jeg faktisk har solgt butikken. Jeg havde satset på at blive ved i et par år endnu.«
Jamen hvorfor så sige stop nu?
»Inden for det sidste år har jeg haft to blodpropper. Og det er ikke noget problem, for jeg har det godt nu. Jeg fik en operation i pulsåren i halsen. Min læge sagde, at der var en lille risiko for, at jeg kunne få en blodprop igen,« fortæller Grethe Velstra.
’Det bliver hårdt at lukke’
Blodpropperne var ikke et endegyldigt stop for Grethe Velstra selv. Men hendes familie, der består af to voksne børn, tre børnebørn og ægtemanden Albert, som Grethe Velstra giftede sig med i 2019, var betænkelige:
»Min mand og børn spurgte allerede sidste år, om jeg ikke ville af med butikken. Min mand sagde, at der muligvis kunne gå et år eller to, inden den ville blive solgt, Jeg tænkte, ja, det kan da godt være, og det ville passe mig fint.«
Sådan gik det dog ikke. Små tre uger senere var butikken solgt.
»Det bliver hårdt at lukke, især fordi vi ikke har kunnet finde en efterfølger, der ville overtage Ostejyden, der nu lukker helt. Der har været ost i Veri Center i 52 år. Så jeg synes, det er synd, at sådan en specialforretning forsvinder,« fortæller hun.
I stedet for vil lokalet blive en del af naboforretningen Louis Nielsen, der udvider butikken.
Grethe fortsætter
Ostejyden lukker omkring årsskiftet og Grethe Velstra, der har arbejdet, siden hun var 16 år, kan smide benene op og slappe af. Når man taler med Grethe Velstra, kan man godt mærke, at denne konklusion ikke stemmer overens med hendes væsen:
»Jeg er heldigvis blevet tilbudt et lille arbejde,« fortæller Grethe Velstra begejstret og fortsætter:
»Hos min kollega ude i Risskov, i butikken der hedder Jama Ost. Jeg sagde ja tak med det samme. Det er én gang hver 14. dag og det passer mig rigtig fint!«
Faktisk er Grethe Velstra blevet tilbudt forskellige jobs i det nye år, som hun i skrivende stund tygger på at tage imod. Derudover har hun planer om at blive besøgsven på det plejehjem i Ebeltoft, hvor hendes egen datter til daglig arbejder:
»Så jeg kommer ikke til at kede mig,« ler Grethe Velstra hjerteligt i telefonen.
Jeg bliver nødt til at spørge her til sidst, om du egentlig kan lide ost efter så mange år i branchen?
»Jeg elsker ost! Det hele smager godt. Det er ikke, fordi jeg er tromletyk, men det er lækkert!«
Har du en favorit?
Min største favorit – og det tror jeg altid, det vil være – er faktisk en halv skive rugbrød med koldt smør og en skive mild 30 procent med kommen. Og en god kop kaffe,« afslutter Grethe Velstra.
I 2015 vandt Grethe Velstras butik prisen som Årets Forretning i Aarhus Nord kåret af Lokalavisen Aarhus’ læsere. Derudover havde den erfarne ostesælger 50-års jubilæum i 2020.