Fortsæt til indhold

"Når noget er ved at vælte, så er vi der"

Lokalhistorisk Forening i Tilst udgiver på 30. år en kalender, der sætter fokus på egnen før og nu. Flere fotos og materiale søges

Samfund

Gemt lidt væk bagest på Tilst Bibliotek sidder hver torsdag eftermiddag en gruppe ældre mænd. De værner om den lokale historie med et egnsmuseum, film, affotograferinger og masser af fortællelyst.

Pensionisterne bruger en stor del af deres tid på at holde øje med lokalområdet. Er der noget, der skal rives ned eller bygges op, laves om, ja, så står de på spring med kameraet.

”Når vi hører, at noget er ved at vælte, så er vi der,” siger Poul Malling, der er formand for Tilst Geding Kasted Lokalhistoriske Forening.

Rådmand vil have overvågning, stærekasser og gangbro i dødskryds

Har man gamle fotos af egnen liggende derhjemme, modtager foreningen dem også meget gerne.

”Det er sjovt at se forskellen fra før til nu. Særligt hvis man kan se, hvordan der så ud, lige der, hvor man selv bor,” siger Ib Skaade, der er arkivleder i foreningen og har stået for den grafiske udformning af dette års kalender, som har temaet idræt.

”Vi har valgt det tema, fordi der er nogle rigtig gode billeder helt tilbage fra 1950’erne, så man kan følge udviklingen gennem tiden,” forklarer formanden Poul Malling og peger blandt andet på et fotografi af et håndboldhold:

”Der kan man se rutebilejer Holger Grønnings villa i baggrunden. Gymnastiksalen ligger her i dag.”

Beboerforeninger til kamp mod hasarderet kørsel

Kalenderen med de historiske fotos blev udgivet for første gang i 1991, og salget af den er med til at finansiere foreningens aktiviteter.

”Vi får også et lille tilskud fra Aarhus Kommune hvert år, og så får vi lokalerne her på biblioteket stillet til rådighed, men ellers er det udelukkende os frivillige kræfter, der driver det,” siger Poul Malling, der bruger en dag hver uge på det lokalhistoriske arbejde.

Foreningen tæller 80-90 medlemmer, fortrinsvis ældre mennesker.

”Der er en udmærket opbakning og tilslutning. Men det er fra 50 år og op. Vi har ikke fat i de unge,” siger Bent Sørensen, der er kasserer i foreningen.

Sociale aftener

Udover kalenderen bliver der afholdt temaaftener i Tilst Sognegård fire gange om året.

”Så kommer folk med deres billeder, og snakken går lystigt. Oftest er det lokale erhvervsmænd eller andre lokale personligheder, der holder oplæg om historien,” fortæller Poul Malling.

Selvom det er en kæmpe opgave at registrere og scanne alting i arkivet, så vil foreningen altid gerne have mere materiale.

”Vi er meget interesserede i fotos, der viser, hvordan husene, vejene, skolerne og kirkerne så ud? Men det kan også være fotos fra større begivenheder eller dokumenter. For eksempel har vi referater fra bestyrelsesmøder i Tilst Boldklub helt tilbage fra 1940. Det er jo sjovt,” siger formanden.

Kigger man forbi foreningen på biblioteket om torsdagen, så kan man også få en rundvisning på det lille egnsmuseum.

”Jeg tror, vi den eneste lokalhistoriske forening, der har vores eget museum,” lyder det fra ’museumsinspektør’ Aage Grønberg, mens han åbner døren ind til et lokale, der er proppet med historie.

Fra Tilst Teglværk er der både bevaret mursten og drænrør.

”Her på egnen var det jo en meget stor virksomhed, som leverede tegl til hele Aarhus,” forklarer Aage Grønberg.

På museet er der også møbler, en skolebænk, køkkenredskaber, strygejern, lamper, arbejdsredskaber og meget, meget mere.

”Hvis vi ikke var her, så forsvandt al den her historie jo. Der er kun os til at bevare den,” siger Aage Grønberg og tilføjer, at museet altid kan tilgås i bibliotekets åbningstid.

Kalenderen kan købes på Tilst Bibliotek, hos bageren i Langkærparken og hos Kirkens Korshærs genbrugsbutik i Græsvangen.