Udbyhøjfærgen igennem grøn omstilling for millioner
Den lille kabelfærge på Randers Fjord skal ikke længere drives af diesel.
Kablet, der trækker Udbyhøj Kabelfærge, bliver i dag drevet af to generatorer, som kører på diesel, men det slutter snart. Nu bliver Udbyhøj Kabelfærge en del af den grønne omstilling, og færgen skal fremover trækkes på landstrøm.
Det står fast, efter Transportstyrelsen har inkluderet den lille færge i den pulje på millioner kroner, som går til grøn omstilling af danske indenrigsfærger.
I puljen kunne selskaberne bag færgerne søge tilskud på 25 procent af prisen på et grønt omstillingsprojekt, og det betyder, at Udbyhøj Kabelfærge har fået en million kroner til projektet på i alt fire millioner kroner, som skal gøre færgen el-drevet, og det blive der set frem til på den lille færge, fortæller skipper Kim Ole Petersen.
»Det bliver rigtig godt, for det betyder, at vi forhåbentlig kan gå helt væk fra at bruge generatorerne, der kører på diesel. De vil kun blive nødvendige til nøddrift, og det betyder, at vi kan spare cirka 40.000 liter brændstof om året, når vi går over til at køre på landstrøm,« siger Kim Ole Petersen.
Binder landet sammen
Udbyhøj Kabelfærge er én af 11 indenrigsfærger, der har fået del i puljen. Transportminister Benny Englbrecht (S) vurderer, at projekterne udgør en vigtig del af den grønne omstilling.
»De danske indenrigsfærger binder vores land sammen og er helt afgørende for mange lokalsamfund. Samtidig er de en vigtig brik i den grønne omstilling, og derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu kan se frem til mere grøn sejlads på elleve færger. Det er alle projekter, der opfylder vores ønsker om grøn omstilling, og derfor vil det gøre gavn for både klimaet, lokalsamfundet og de mange passagerer,« siger Benny Engelbrecht i en pressemeddelelse fra Transportstyrelsen.
Netop ombygget
Det forventes, at omstillingen af Udbyhøj Kabelfærge til el-drift vil være færdig omkring maj 2022.
Det bliver således, når færgen også får flere turister om bord, og her skal en anden af færgens nye tiltag stå sin prøve.
Udbyhøj Kabelfærge er netop igen blevet søsat efter at have været på værft. Her blev færgen gjort enmandsbetjent, så det bliver lettere for skipperen også at sælge billetter.
Den investering har kostet to millioner kroner for ejerne af færgen og færgeselskabet henholdsvis Norddjurs og Randers kommuner og betyder, at der fremover kan spares en billetør på ruten.