Venstre vil have fogedforbud ophævet
Hans Skou (V) beder Jette Skive om at få ophævet fogedforbuddet mod visning af tv-program om kritisable forhold på plejehjemmet Kongsgården i Viby
Ifølge Venstres medlem af sundheds- og omsorgsudvalget, Hans Skou, er der ingen grund til at opretholde et forbud om visning af et TV2-program om plejehjemmet Kongsgården.
Efter en artikel i Århus Stiftstidende, hvor pårørende til beboere på plejehjemmet i Viby er stået frem og har fortalt om svigt i plejen, bør fogedforbuddet ophæves, mener han:
”Der er ikke behov for at bruge tid og energi på at forhindre offentligheden i at se, hvordan forholdene er, når historien er ude i det offentlige rum,” siger Hans Skou.
Hårde ord i plejehjemssag uden rygende pistol
Han stiller derfor et forslag til byrådet om, at rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Jette Skive (DF) skal anmode rette retsinstans om at få fogedforbuddet ophævet.
”Jeg mener ikke, at begrundelsen for at opretholde fogedforbuddet er til stede længere. Historien er ude, så tjener det hverken til borgernes, de pårørendes eller medarbejdernes beskyttelse, at man ikke offentliggør de billeder og lydoptagelser, der er,” mener venstre-politikeren.
Aarhus Kommune fik ved retten i Aarhus 16. marts medhold i, at der skulle nedlægges fogedforbud med tv-programmet, da det handler om skjulte optagelser af en dement beboer.
Hans Skou understreger, at man selvfølgelig skal overholde lovgivningen, så hvis det strider mod dansk eller international lovgivning, skal man ikke vise optagelserne.
Syv yderligere spørgsmål
Sagen om Kongsgården handler i første omgang om pårørende til en 90-årig kvinde, men siden er endnu en pårørende til en beboer stået frem og har fortalt om manglende bleskift, overmedicinering og mangel på væske og mad.
Plejehjemmet fik mandag ny forstander.
Mandag sendte Hans Skou også syv spørgsmål til forvaltningen. Blandt andet ønsker han at vide, hvornår borgmesteren og rådmanden blev bekendt med problemerne, og hvordan de har handlet derefter. Han vil også have svar på, hvor mange klagesager der har været siden 2017, og om der er alvorlige klagesager på andre plejehjem i Aarhus Kommune.
”Det her skal vi bare have en forklaring på. Det her rokker ved hele tilliden til, om Aarhus Kommune varetager plejen af de ældre godt nok, Nogle har brudt den tillid, så nu skal vi have vished for, at der er ryddet op. Og så vil jeg være 100 procent sikker på, at det her ikke foregår andre steder,” siger Hans Skou.
Forslaget fra Venstre forventes at blive taget op på byrådsmødet 13. maj. Og spørgsmålene forventes besvaret på næste udvalgsmøde 6. maj.