Fortsæt til indhold

"Vi frygter, det er en formssag"

Kommunen afholder nu borgermøde om byggeriet af busendestation, der ellers blev sat i bero af en gruppe opmærksomme borgere i Højbjerg

Samfund

Aarhus Kommune oplyser, at man på grund af coronavirus er nødsaget til at aflyse borgermødet. Når nyt mødetidspunkt kendes, vil meddelelse herom blive givet de berørte borgere via e-boks.

Byggeri Området er stadig delvist gravet op ude ved rundkørslen, der forbinder Emiliedalsvej og Hørhavevej. Om det ender med en ny busendestation, eller at kommunen pænt må trække maskinerne tilbage og i stedet plante nye træer på området, skal nu afgøres efter et borgermøde.

Mødet, der er åbent for alle, har Aarhus Kommune for nylig indkaldt til efter opfordring fra naboerne i området.

”Det er jo fint nok, at der kommer et møde. Men det møde burde jo have været afholdt, inden man var gået i gang med noget som helst byggeri,” siger Erik Svejgaard, der bor på Dalvangen i Højbjerg.

Ny busholdeplads i Højberg stoppet af opmærksomme borgere

Erik Svejgaard er blandt de naboer til byggeriet, som i oktober, da maskinerne rykkede ind, straks gik i gang med at undersøge sagen nærmere. Borgerne fik gravet frem, at området var udlagt til rekreativt område, og der var ingen dispensation givet. Efter længere tids korrespondance med teknisk forvaltning blev gravemaskinerne indstillet i december.

Siden har kommunen gennemført en nabohøring - af to omgange fordi man i første runde ikke fik sendt høringsmaterialet ud til alle grundejerne i området. Høringssvarene er nu blevet kommenteret af Mobilitetsafdelingen, og nu stiller forvaltningen op til et borgermøde, hvor alle fremmødte kan stille spørgsmål.

En formalitet?

Om mødet reelt får nogen indvirkning på sagens afgørelse, tvivler Erik Svejgaard på:

”Jeg har tænkt mig at møde op og stille spørgsmål. Men uanset hvad vi har sagt i den her sag, så har det ikke ændret noget. Vi frygter derfor, at mødet blot er en formssag, så man efterfølgende kan sige, at man skam har hørt borgerne. Men vi har da lov at håbe,” siger han.

”Jeg er stadig nervøs for, at kommunen blot har slået nogle streger ved skrivebordet ”

Martin Pape, der er afdelingsleder for Mobilitet, har tidligere over for Lokalavisen Aarhus beklaget, at kommunen ikke undersøgte reglerne grundigt nok, før byggeriet blev sat i gang.

Borgermødet afholdes 16. marts klokken 17 i auditoriet i Blixen, Karen Blixens Boulevard 7 i Gellerup. Herefter vil Byggeris juridiske afdeling afgøre, om Mobilitetsafdelingen skal have dispensation til at opføre busendestationen.