Fortsæt til indhold

Ny bog hjælper med at finde ro i dig selv

26-årige Camilla Bundgaard Larsen hjælper på baggrund af egne erfaringer med stress og angst andre til at sætte tempoet ned og kigge indad

Samfund

Camilla Bundgaard Larsen er ikke uddannet psykolog eller specialist i stresshåndtering, men hun kan noget andet. Hun kan tale direkte til de unge, og hun ved, hvad hun taler om.

Den 26-årige designteknolog har nemlig selv været ramt af angst og stress, og nu rækker hun med bogen ’Mellemrum’ ud til andre i lignende situationer.

”Jeg oplever, at der er mange i min omgangskreds, der har det dårligt. De har lavt selvværd, stress og angst. Det er også noget, jeg selv arbejder med. Men det har hjulpet mig meget at skrive oplevelser, følelser og tanker ned. For på den måde at blive klogere på mig selv.”

”Det er nærmest en epidemi”

Bogen indeholder øvelser, der tvinger en til at reflektere og skrive ned. Og så er der i bogen masser af skæve linjer og en næsten blank forside.

”Det var vigtigt for mig, at bogen blev skæv og uperfekt. Hvis jeg får en alt for pæn notesbog i hånden, så får jeg jo helt præstationsangst over at skulle skrive i den. Her skal man bare slå sig løs, og selv forsiden kan man gøre til sin egen.”

For meget er for perfekt

Også på de sociale medier er der alt for meget, der er alt for perfekt, mener hun.

”Jeg elsker de sociale medier, men de kan også være roden til alt ondt. Hvis man glemmer, hvorfor man deler ting, men bare jagter så mange ’likes’ som muligt, så glemmer man at lytte til sig selv.”

”Der er bare nogle ting, jeg ikke skal”

Øvelserne i bogen er en hjælp til netop at huske at lytte til sig selv og at blive klogere på, hvad det egentlig er, man vil.

”Der er en tendens til, at flere deler fortæller deres historier på de sociale medier, også de svære ting. Men så stopper det også der. Jeg synes, der manglede noget aktivt, et værktøj som kan hjælpe og støtte unge, som står i en periode i livet, hvor man skal træffe mange afgørende beslutninger.”

Camilla oplevede, at en ubehandlet stresssygdom førte til angst, men hun er i dag langt hurtigere til at reagere, hvis kroppen begynder at signalere, at der er for meget fart på.

”Det er nemt at lave mange aftaler med vennerne og bare piske derudad med studie, job og kæreste. Og gøre som de andre. Men min bog kan måske hjælpe med at skabe ro, små mellemrum, hvor man husker at arbejde med sig selv og mærke efter, hvad der sker derinde,” siger hun og vender pegefingeren ind mod egen krop.

’Mellemrum’ på 200 sider er netop udgivet på Muusmann Forlag.