Paddernes yngleperiode udsætter ny vej i Tilst
Paddernes yngleperiode udsætter etableringen af en ny vej i Tilst til september
Det omfattende byggeriprojekt i Tilst, hvor op mod 600 boliger planlægges på den gamle Gasagrund, må vente til september med at få etableret ny trafikåre.
Det står klart, efter at Aarhus Kommune har undersøgt, hvilke naturpåvirkninger en ny vej, der forbinder Blomstervej med Bredskiftevej, vil få.
Kommunen kommer frem til, at vejforlængelsen skal etableres uden for paddernes yngleperiode, der foregår fra april til september. Til gengæld er der ikke er behov for en vvm-undersøgelse (vurdering af virkninger for miljøet), der kunne have udskudt vej-anlæggelse i op til to år.
Byggeri på Gasa-grunden fik et ’go’
Det glæder teknikrådmand Bünyamin Simsek (V), at der ikke er behov for en vvm-undersøgelse.
”Det er jeg rigtig glad for. Det forkorter jo hele tidshorisonten for, hvornår borgerne i Tilst kan få en god trafikal løsning. Havde en vvm været nødvendig, kunne der gå op til to år før byggeriet kunne komme i gang. Nu er der nogle mindre naturhensyn, og det respekterer vi selvfølgelig,” siger Bünyamin Simsek.
Brug for vejen nu
Det omfattende boligbyggeri i Tilst har tidligere medført store protester fra Tilst-borgere. I forbindelse med høringen forud for vedtagelsen af den nye lokalplan blev der lavet en underskriftsindsamling, hvor 167 husstande skrev under på en indsigelse mod byggeplanerne. Borgerne var dels nervøse for, at byggeriet, der kommer op i 16 meters højde, ikke vil harmonere med det øvrige Tilst, og at vejene i området ikke kan klare den øgede trafik.
”Det havde været optimalt, om et flertal i byrådet havde afsat penge til at forbedre trafikforholdene i Tilst. Men det er ikke sket. Nu glæder jeg mig over, at vi sammen med bygherre kan lave byudvikling i Tilst, hvor bygherre betaler for vejen. For Tilst har brug for vejen nu,” siger rådmanden.
Vigtig vej i Tilst må vente til maj
En dagligvarebutik og enkelte boliger i det nye kvarter vil få adgang fra Havkærvej, mens resten af området vil få indkørsel fra Blomstervej. Med den nye vej vil Blomstervej blive forbundet med Bredskiftevej og dermed give alternativ rute til Viborgvej.
Nu skal Aarhus Kommune formelt give byggetilladelse til bygherren, før projektet med boligbyggeri og ny vej kan planlægges.