Syddjurs kan sænke skatten med effekt
Den borgerlig-liberale tænketank har regnet på, hvad de kommuner, som vinder på udligningsreformen, kan sætte kommuneskatten tilsvarende ned
Den nyligt vedtagne udligningsreform, vedtaget vedtaget af bredt flertal i Folketinget bestående af regeringen, Venstre, Radikale Venstre, SF og Alternativet, tilsmilede Syddjurs Kommune på indtægtssiden med over 50 mio. kroner fra 2021 og frem plus 6 mio. kroner i hvert af årene 2021 og 2022 i ’bagudrettet kompensation’, som det hedder.
Reformen fases ind over tre år startende med 39,8 mio. kroner til Syddjurs Kommune i 2021 og det fulde beløb fra 2022.
Udligningsordningen er den ordning, der afgør, hvor mange penge der skal flyttes fra nogle kommuner til andre for at udligne, at der på tværs af kommunerne er forskel på både borgernes indkomst og deres behov for kommunale serviceydelser.
Tænketanken CEPOS har beregnet, hvor meget lokalpolitikerne kunne sætte kommuneskatten ned med, hvis de besluttede at bruge de nye udligningspenge til lavere skat. Omvendt viser analysen også, hvor meget skatten skal stige i de kommuner, der skal af med penge, hvis lokalpolitikerne beslutter at finansiere den større udligning med skattestigninger.
Syddjurs og Norddjurs
Syddjurs og Norddjurs er blandt de 72 kommuner, der vinder på udligningsreformen.
Hvis Syddjurs Kommune i teorien besluttede udligningskronerne på at sætte skatten ned, vil det sænke skatten med knap 0,71 procentpoint, svarende til at en arbejderfamilie ville få næsten 3.367 kroner mere til forbrug om året. En funktionærfamilie ville få over 5.000 kroner. mere.
De tilsvarende tal for Norddjurs er 4.554 kroner og over 6.800 kroner.
”En lettelse af kommuneskatten vil give borgerne flere penge til deres private forbrug, hvilket kan være særligt tiltrængt i den nuværende økonomisk krisetid. Det drejer sig i mange tilfælde om tusindvis af kroner for en gennemsnitsfamilie. Desuden vil en sænkning af kommuneskatten også på længere sigt skabe bedre vilkår for udviklingen i den lokale vækst og beskæftigelse,” lyder det ikke overraskende fra Forskningschef Karsten Bo Larsen fra CEPOS
”Det kendetegner generelt set de kommuner, der har vundet på udligningsreformen, at deres problem er, at de har et højt beskatningsniveau og ikke et lavt serviceniveau. Desværre tyder meget på, at mange af de kommuner, der har vundet på udligningsreformen, ikke kan modstå fristelsen til at bruge gevinsten på at øge de offentlige udgifter yderligere,” ifølge Karsten Bo Larsen.
Høje kommuneskatter ...
Syddjurs har i en årrække ligget på en kommuneskat på 25,9 procent, mens den i Norddjurs er på 26,7 procent. Det rækker for Norddjurs Kommunes vedkommende til plads som seks på topscorerlisten over højeste kommuneskatter i hele Danmark.
Det er uhyre tvivlsomt om skat bliver et tema i de to Djurslands kommuner, når politikerne går i clinch med næste års budget, som CEPOS foreslår.
Et stort flertal af Norddjurs politikere vil fremhæve, at de både hvad angår serviceniveau og anlægsinvesteringer har en hel masse, der skal indhentes.
Syddjurs har i 2020 en bunden dagsorden, der lyder på ikke at dræne kassebeholdningen yderligere. Dagsordenen hedder millimeterpræcis budgetoverholdelse, så de trods alt lovende udsigter for indtægtssiden fra 2021 får det bedste udgangspunkt, der kan være grundlag til at bygge kommunekassen op igen og påny orientere sig efter det økonomiske pejlemærke for kassebeholdningens størrelse som er gennemsnitlig 200 mio. kroner.