Nye brandmænd: Er du klar til at gøre en forskel?
De nuværende 18 deltidsbrandmænd på stationen i Rønde har hårdt brug for nye kolleger
Hvis man kommer fra Randers eller Aarhus, og kører imod Rønde, vil man kunne se et kæmpestort banner på den grund på Bækkelundsvej, som den nye brandstation skal opføres på i løbet af det næste års tid.
I forbindelse med etableringen af det nye fælleskommunale beredskab er det aftalt, at beredskabets ejerkommuner stiller brandstationer til rådighed for beredskabet mod betaling af husleje. Syddjurs Kommune leverer 11,5 mio. kroner til anlægsprojektet.
I Rønde bor Beredskab & Sikkerhed til leje på Falck stationen. Stationen er imidlertid så nedslidt, at renovering ikke vil være økonomisk forsvarlig. Derfor skal der bygges nyt.
Det nævnte banners budskab er ikke til at tage fejl af. ’Vores brandmandskorps har mange brandfolk. Men ikke nok.’
Brandstationen i Rønde kunne godt bruge et par nye brandmænd M/K.
At være deltidsbrandmand vil sige, at man har et almindeligt fuldtidsarbejde, samtidig med at man er brandmand. Opgaverne som hos fuldtidsansatte brandmænd.
”Vi er 18 deltidsansatte på stationen i Rønde, men kunne godt bruge et par stykker mere i dagligdagen,” siger Jan Bruno Jensen, som har været frivillig brandmænd i over tre år.
”Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det kan være lidt svært at finde folk, som er klar til at tage en uddannelse som brandmand og være klar til at løbe hjemmefra, når der er brug for en.”
Jan Bruno Jensen karakteriserer sig selv som en typisk deltidsbrandmand, idet han de første år arbejdede 200 kilometer væk fra Rønde, men er sidenhen blevet ansat i Syddjurs Kommune, og derfor har han nu mulighed for at løbe, hvis der indløber en alarm i arbejdstiden.
Gerne flere kvinder
I dag er i der i Rønde kun mænd ansat. Aldersmæssigt spænder de fra 22 til 62 år. Man skal være fyldt 18 år for at blive brandmænd.
”Vi vil være glade, hvis der også kom nogle kvinder med,” understreger Jan Bruno Jensen.
Det er et krav, at man bor så tæt på, at man kan sidde i brandbilen inden for 5 minutter, når en alarm lyder. Det vil reelt sige bopæl tæt på Rønde by.
Er man ansat lokalt og kan få lov til at løbe ved udrykning, er det noget nær perfekt, og så skal familien også være klar til, at man pludselig sætter fart på, når man har vagt. Opbakningen hjemmefra er afgørende, hvis man skal få livet som deltidsbrandmand til at fungere.
”Vi har i Rønde gjort det sådan, at man har vagt hver 3. uge, og hvis man har mulighed for at møde, når man ellers er i Rønde, er det også en god ting,” siger Jan Bruno Jensen.
Brandmænd rykker ud til brande, eksplosioner og større ulykker.
De arbejder ofte i psykisk belastende situationer, og de skal have en god fysik.
I 2019 blev brandfolkene kaldt ud 84 gange.
To frontfigurer
To af de lokale brandmænd, Peter Øster og Tobias Jensen, er frontfigurer i kampagnen, der skal skaffe flere brandmænd til stationen i Rønde.
Førstnævnte arbejder uden for byen ny, mens Tobias Jensen arbejder som tømrer ved den lokale tømmermester Per Hansen, der selv er brandmand.
”Vi har et fint socialt samvær, og en del af os ser også hinanden privat. At vi gør en del på hyggeplan, er meget vigtigt, men vi ved, at om fem minutter kan det blive alvorligt, og derfor har vi brug for, at vi kender hinanden godt,” siger Jan Bruno Jensen.
FAKTA
Har man lyst til at høre mere om at være deltidsbrandmand i Rønde, kan man ringe til stationskoordinator Peter Pedersen på mobil 28 44 55 96