Fortsæt til indhold

Kommentar: Vælg den bedste leder med stort L

Samfund

SF peger naturligvis på Kirstine Bille som partiets bedste bud på en ny Syddjurs borgmester, når Ole Bollesens embedsperiode udløber med udgangen af 2021.

SFs lokalformand Jørgen Ringgaard har til gengæld intet bud på, hvem der vil være den næstbedste, hvis valget mager sig således, at Kirstine Bille trods et sikkert stort personligt stemmetal mangler en meter eller to i at blive borgmester igen.

Det har fået Enhedslistens Jesper Yde Knudsen og andre til at fare i blækhuset og beskylde SF for at have en skjult dagsorden om at ville pege på Venstres Claus Wistoft, hvis ikke Bille får serveretten til borgmesterkontoret.

I stedet for at kvie sig med et svar og tænke i alle mulige ideologiske retninger kunne SF og deres lokalformand nemt melde ud, at de vil pege på den borgmesterkandidat fra et andet parti, som de mener vil være den bedste til at lede Syddjurs Kommune i de næste fire år - hvis de ikke kan få deres egen kandidat.

Det bør naturligvis være det indlysende svar.

En borgmester er den øverste administrative og politiske leder i en kommune, og den eneste heltidspolitiker.

En borgmester skal først og fremmest kunne sætte en retning, så embedsværket aldrig er i tvivl, om de skal køre til højre, venstre eller lige ud.

En borgmester skal kunne operere på alle tre niveauer: strategisk, taktisk og operationelt.

Kort sagt være leder med stort L, kunne forvalte et tungt og stort apparat og styre en kommuneøkonomi med sikker hånd.

Det bør være de soleklare forventninger, at borgere, byråd, erhvervsliv, foreningsliv, kulturliv og kommunens ansatte har til lederen af Syddjurs Kommune.

Det vil også være i Enhedslistens interesse. Mon ikke Jesper Yde Knudsen vil synes, at der er mere tyngde i at være oppositionel venstrefløjspolitiker - og potentiel udvalgsformand - i en kommune med en stærk og veldrevet økonomi fremfor det modsatte?

Det vil være et drømmescenarium for valgnatten i november 2021, hvis partierne forlods var blevet enige om at lave en bred konstitueringsaftale med et politisk indhold og ikke kun deltage i den sædvanlige holmgang om fordelingen af en række politiske poster.

Det vil der være perspektiv i for et kommende byråd, og det vil være et godt afsæt til de kommende års arbejde. Den borgmesterkandidat, der har evnerne til at tænke ud over valgnatten og kan formidle et bredt samarbejde med et længere og bredere perspektiv, skal sidde i borgmesterstolen 1. januar 2022.

Det vil borgerne bifalde.